Hesteejerforeningen meddeler: Maestro udsolgt - Nyt projekt lanceres på torsdag
10-03-2026 11:15:59Den nye hesteejerforening melder ALT UDSOLGT VEDR. MAESTRO - men fortæller samtidig, at tilmeldingen til næste projekt åbner på torsdag.
En uge tog det at sælge de 50 anparter i Kazios lillebror Maestro. Og da mobilen og mailen hos formanden for den nye hesteejerforening, Kim Kærslund, fortsat bimler og bamler, så har Kærslund bedt Trav24.dk skrive, at Stald Maestro er fuldtegnet, men at der bliver lanceret et andet anpartsprojekt senest på torsdag.
Det næste anpartsprojekt kommer til at være endnu en 3-åring, nemlig Ringostarr Treb-sønnen Melvin K, som kommer ud af en rigtig god Sisa-moderstamme med elitehoppen Outstanding som oldemor. Dermed finder man bl.a. Derbyvinderen Magic Sisa, Derby-toeren Scirocco Sisa samt den tyskregistrerede dobbeltmillionær Springfield i nærmeste stamme.
Derbyvinderen Winston Sisa er selvfølgelig også en del af denne stamme, idet den har Keenness Sisa som mor, som igen er faldet efter Outstanding.
Melvin K er i træning hos den unge Odense-træner Christian Sejer, som er kommet rigtig godt i gang med trænerkarrieren med en sejrsprocent på over 20%.
Du kan blive skrevet op til en anpart ved at sende en mail til formanden for Dansk Travhesteejerforening, Kim Kærslund, på denne e-mailadresse: kkaerslund@gmail.com
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk
