Code of Conduct - 2 års betinget udelukkelse til Aarhus-amatøren Kim Madsen
14-08-2025 18:25:26DH Sports Administrationsudvalg, bestående af Kim Kabling, Claus Juncker og Peter Stenå, har d. 14/8-2025, på baggrund af indberetninger gennem Whistleblowerordningen, truffet afgørelse i sager omhandlende amatørkusk Kim Madsen.
Sagen har omfattet en samlet vurdering af adfærd i flere løb samt udtalelser og vidneudsagn. Selvom de enkelte situationer ikke isoleret set har ført til straf fra løbsdommerne på løbsdagen, viser den samlede gennemgang et mønster i adfærd fra amatørkusk Kim Madsens side, der vurderes uforeneligt med Code of Conduct og licensbestemmelserne.
Der er ikke fundet tilstrækkelige beviser til at konkludere, at der har været tale om matchfixing eller utilbørlig optræden i henhold til løbsbestemmelserne. Men Whistleblowerordningen vurderer, at den samlede adfærd har været skadelig for sporten, dens omdømme og for de aktive udøvere, og i strid med Code of Conduct og licens bestemmelserne.
På denne baggrund har Dansk Hestevæddeløb besluttet at følge indstillingen fra Whistleblowerordningen, at den indberettede får en betinget udelukkelse på 2 år - f.o.m. 14/8-2025 t.o.m. 13/8-2027. Hvis der i denne periode igen begås en overtrædelse af grovere karakter som er i kontekst med denne sag, udelukkes amatørkusk Kim Madsen fra deltagelse i løb m.m. i en periode fastsat af Dansk Hestevæddeløb, og som minimum vil udgøre 1 år.
Formålet med strafudmålingen er ikke blot at sanktionere, men at understøtte en adfærdsændring, så amatørkusk Kim Madsen fremover fortsat kan bidrage positivt til sporten med sin passion, dygtighed og erfaring.
Dansk Hestevæddeløb ønsker at understrege, at denne afgørelse også er et led i at styrke en kultur i sporten, hvor alle konkurrerer på en respektfuld måde og bidrager til en positiv omgangstone. Vi ønsker en hestesport, der samler og inkluderer, og hvor adfærd, der er i strid med vores værdier og regelsæt, ikke accepteres.
I sagens forløb er det blevet fremført, at andre i sporten har begået overtrædelser. Dansk Hestevæddeløb vil i den forbindelse på det kraftigste opfordre alle til at indberette, hvis man bliver bekendt med eller har mistanke om overtrædelser af løbsbestemmelserne, licensbetingelser eller Code of Conduct – enten via Whistleblowerordningen eller direkte til Dansk Hestevæddeløb.
https://www.trav.dk/sporten/loebsbestemmelser/dh-sport-meddeler/
-----------------------------------------------------------------------
Modtaget fra Dansk Hestevæddeløb d.d. kl. 17.06
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk