Drama i Aalborg - Team Lunden-hesten Leicester slettet ved en fejl
11-07-2025 21:35:34Kort før løbsdagen skulle i gang i Aalborg udspillede der sig et drama på staldterrænet. I højttalerne lød det nemlig, at Leicester var slettet fra dagens 3. løb - men det havde den ansvarlige træner Sandre Kristoffersen IKKE gjort.
Men hvad skete der egentlig? Hvordan blev Team Lunden-hesten SÅ slettet fra startlisten til Grand Circle 3-års Consolation?
Den eneste, som Trav24.dk kunne komme i tanke om, vil kunne forklare forløbet, er landsdommer Michael Holmer, så ham kontaktede Trav24.dk efter hjemkomsten fra Aalborg, hvor undertegnede oplevede sagen på nærmeste hold.
Landsdommer Michael Holmer var flink til at ringe tilbage, og den korte forklaring kan læses herunder. Den lidt længere kommer i en redegørelse/indstilling til Dansk Hestevæddeløb, som Holmer er ved at udarbejde.
- Dommertårnet i Aalborg får besked om de udgåede heste på dagen, heriblandt hest nummer 1 i 3. løb (Leicester), og helt efter normal procedure koordinerer vi forud for løbsdagen disse med spilleselskabet (ATG), som sletter hestene i systemet.
- Herefter nævner speakeren i højttaleren op mod 1. løb, hvilke heste der ikke starter, så det spillende publikum også er informeret. Dette hører Leicesters træner Sandre Kristoffersen, og via official Henrik Lund kommer hun i forbindelse med dommertårnet for at gøre opmærksom på, at der må være sket en fejl, for hun har ikke slettet Leicester.
- Jeg kontakter naturligvis spilleselskabet, men da hesten har været slettet en rum tid, så kan den ikke komme på startlisten igen, og sletningen står derfor ved magt, forklarer landsdommer Michael Holmer.
Det må ikke ske igen
Landsdommer Michael Holmer er som nævnt i færd med at udfærdige en indstilling/redegørelse til Dansk Hestevæddeløb, som er dén instans, der træffer afgørende om en eventuel erstatning. Til dette siger Holmer:
- Der er sket en meget beklagelig procedurefejl, og jeg vil gå i dialog med alle involverede for at sikre, at sådan noget ikke sker igen i fremtiden, afslutter Michael Holmer.
Meetingsbestemmelserne siger, at Leicesters ejere skal kompenseres med løbspræmien svarende til 4. pladsen i løbet, dog max 10.000 kr., men der er jo forskel på, om fejlen var sket i onsdags eller som i dette tilfælde kort før start, hvor der har været omkostninger til transport m.m.
Trav24.dk takker landsdommer Michael Holmer for at stille op til interview. Særligt når det jo er en lortesag, men også qua det sene tidspunkt for henvendelsen en fredag aften.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk