Flot artikel-nekrolog om Hans Ulrik Kristensen i Skive Folkeblad mandag
03-11-2025 10:03:56"En fighter døde fredag aften" er overskriften på den flotte artikel, som Skive Folkeblad-journalist Jens Kristensen har skrevet om Hans Ulrik Kristensen i dagens Skive Folkeblad.
Det er jo brud på ophavsretten at bringe hele artiklen her på Trav24.dk, men hvis du har mulighed for det, så bør du finde en måde at læse artiklen på. For den er god. Der er blandt andet udtalelser for to af HUKs gode venner, tidligere travtræner Bent Svendsen og tidligere tømrermester Kurt Christensen.
Du kan læse artiklen på dette link: Artikel om Hans Ulrik Kristensen
Artiklen ligger bag en betalingsmur, jovist, men så er det jo heller ikke dyrere at få adgang end som så.
Personligt betragtede undertegnede Hans Ulrik Kristensen som en rigtig god bekendt. Deciderede venner var vi nok ikke, men HUK var jo en stor profil som udlejer i Skive, hvor vi begge bor/boede, og jeg har faktisk også engang boet til leje i en af HUKs lejligheder i Frederiksgade.
På dét tidspunkt - vel omkring 2010 - sagde Hans Ulrik nogle ord til mig, som jeg aldrig siden har glemt - og som jeg faktisk lever efter den dag i dag.
"Man kan ikke være venner med alle".
Men enormt hjælpsom var han, og på et tidspunkt, hvor jeg manglede nogle få sorte lægter Dallas-hegn for at gøre en fold færdig (jeg havde åbenbart bestilt for lidt hjem), så bød Hans Ulrik sig hurtigt til. "Sådan noget har jeg da til at ligge. Du kan også låne en trailer, hvis det er".
Sådan var han. På mange arbejdsdage på Skive Trav var HUK også leverandør af dette og hint. Til ren kostpris naturligvis.
Bisættelsen finder sted fra Skive Kirke torsdag 6. november kl. 13.30. Familien oplyser i annonce i Skive Folkeblad, at man i stedet for blomster ønsker penge til mindesten på det oprettede MobilePay box nummer 1062LH.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk
