Kim Kærslund er ny formand for Breeders Club.
Kim Kærslund er ny formand for Breeders Club.
Fotograf: Jesper Elbæk

Kim Kærslunds vilde weekend - fire føl og ny formand for Breeders Club

"Pølsemanden" Kim Kærslund har mange jern i ilden, og den forgangne weekend var ganske hektisk. Det blev blandt andet til en formandskasket, fire nye føl og ilddåb for Koogoo Gaagaa mod flere Derbyheste.

Fredag var der generalforsamling i Breeders Club, og her blev Kim Kærslund valgt ind som ny formand. De øvrige i bestyrelsen er Stig B. Norsk, Niels Danhøj, Anders Helge Nielsen og Bjarke Thomsen.

- Jeg synes vi som opdrættere har ganske dårlige betingelser, og det skal der gøres noget ved. Vi er nu en gruppe, som har givet hinanden håndslag på, at der skal findes en løsning, så forholdene kan blive bedre.

- På sigt ønsker vi at lave Breeders Club til en stor hesteejerforening, som har indflydelse centralt. Som det er pt., så har hesteejerne ikke meget at skulle have sagt. Der kommer et udspil fra os inden for kort tid, fortæller Kim Kærslund til Trav24.dk.

Fire føl på fire dage

De seneste dage er det væltet frem med nye føl på Trøjborggård i Østjylland, hvor Kim Kærslund har en del af sine følhopper gående. Og der er rigtig gode stammer på de nye føl.

* Hingsteføl efter Dejah Thoris og S J's Caviar. Således en helbror til Derbyvinderen fra 2023, Holger Danske. Dejah Thoris er også mor til Eddie The Eagle og Jacobite.

* Hingsteføl efter Cinderella og Cash Gamble. Cinderella er også mor til Jacques, Koogoo Gaagaa og Lipstick Lies.

* Hoppeføl efter Drottning Pace og Cash Gamble.

Indkøbt på auktion - går til drømmehingsten

Men vent - det var jo kun tre! Skrev du ikke fire føl? Jo, men det sidste føl købte Kim Kærslund sig til på ugens internetauktion på Travauktioner.dk. Eller i hvert fald halvdelen.

- Ja, jeg kunne simpelthen ikke lade være med at købe Viking Kronos-hoppe Celine Boko med et rigtig smart Bird Parker-hoppeføl ved siden. Jeg købte dem sammen med en god kammerat i Jylland, og for mig er det bestemt ingen ulempe, at hestene pt. står i Frankrig, lyder det fra Kim Kærslund.

- Lige siden den Izoard Vedaquais vandt Harper Hanover sidste år i Elitlopps-weekenden helt overlegent på en 1.11-tid, så har jeg gerne ville have sådan én. Det kunne åbenbart kun lade sig gøre med fersk sæd, men nu har jeg jo en hoppe i Frankrig, så hun ryger til Izoard Vedaquais i næste brunst!

To årgangsboblere i aktion på Copenhagen Cup-dagen

Vi kan naturligvis ikke snakke med Kim Kærslund uden også at vende søndagens Copenhagen Cup-dag, hvor to af Kærslunds bedre heste var til start. Det gælder selvfølgelig Derbybobleren Koogoo Gaagaa, som var meldt i 4-års Eliten samt den 3-årige hoppe Lipstick Lies, som var ude i et 3-årsløb under 100.000 kr.

- Jeg er træt af det med Koogoo Gaagaa. Alle siger, at han gik åååhh så godt, men jeg er træt af, at han kom ud i en sulky, som han ikke kunne være i. Han ramte på vognen i svingene, men han fik da trods alt vist, at han godt kunne være med de bedste. Måske går han ud i Sprintermesteren i Odense næste gang (23. maj, red.), for det er ret svært at finde opgaver til ham eller forud for prøverne til Grand Prixet.

- Lipstick Lies var slået af to rigtig gode heste udefra. Hun har et lidt vanskeligt temperament, så det er en klar fordel, at første store opgave for hende - Grand Circle - ligger i Aalborg. Måske får hun en mellemstart inden prøverne til Grand Circle, men det skal jeg lige hjem at se på, afslutter Kim Kærslund.


Helbror til Derbyvinderen Holger Danske. Foto: Privat

 

Gå til forsiden: www.trav24.dk

Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk
Annonce:

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: info@trav24.dk
Copyright 2024, Trav24.dk
Dynamic-it webudvikling og onlinemarkedsføring