Pressemeddelelse fra Dansk Hestevæddeløb vedr. Lunden
14-08-2025 07:31:18Nedenstående pressemeddelelse er modtaget fra Dansk Hestevæddeløb i går onsdag kl. 13.59. Men pga. redaktørens "pilgrimsrejse" til Mekka (Lunden) til Derbyprøver, så bringes den først nu.
--------------------------
Pressemeddelelse vedrørende DTS-medlemsmøde. Charlottenlund står over for store udfordringer – men også store muligheder.
På et åbent og konstruktivt orienteringsmøde med medlemskredsen i Det Danske Travselskab (DTS) blev der sat fokus på den virkelighed, som hestevæddeløbssporten i Danmark står over for – og ikke mindst på Charlottenlund Travbanes særlige rolle i fremtiden.
Ledelsen i DH/DTC/DTGU lagde ikke skjul på, at situationen på Lunden er alvorlig. Banen står med markante økonomiske udfordringer, som kræver både hurtige tilpasninger og langsigtede løsninger. Samtidig blev det understreget, at Charlottenlund rummer et unikt potentiale, der – hvis det udnyttes rigtigt – kan være afgørende for hele sportens udvikling frem mod 2030.
Medlemmerne blev orienteret om:
• Hestevæddeløbssportens samlede udfordringer
Sporten står over for nødvendige forandringer og tilpasninger på alle baner. De baner med størst potentiale – herunder Charlottenlund – har også det største ansvar for at føre sporten i en positiv retning.
• Behovet for fælles handling
Fremgangen kan kun sikres gennem et styrket samarbejde mellem centrale organisationer og banerne. DH og DTGU vil i den forbindelse bidrage aktivt til at finde og gennemføre bæredygtige løsninger, der kan skabe både økonomisk og sportslig fremgang.
• En fælles plan frem mod 2030
Planen skal på kort sigt håndtere de presserende udfordringer, også når det indebærer vanskelige beslutninger. På længere sigt skal den skabe et stærkere fundament for vækst for travsporten på Sjælland, til gavn for hele sporten.
Der var på mødet en klar erkendelse af, at tiden kalder på handlekraft, åbenhed og fælles ansvar. Uden målrettede tiltag risikerer Lunden at miste sin position – med konsekvenser for hele hestevæddeløbssporten i Danmark.
Det næste skridt vil være at bestyrelsen i DTS ultimo september indkalder til et nyt orienteringsmøde, hvor første udkast til en samlet plan for Charlottenlund og dens rolle i fremtidens hestevæddeløbssport vil blive præsenteret.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk