TIPSANALYSER til alle løbene - LUNDEN DERBYLØRDAG 29. august
27-08-2026 09:00:00Derbyweekenden står for døren, og i denne nyhed finder du tipsanalyser til alle 12 løb Derbylørdag. Her køres der blandt andet Dansk Hoppe Derby og Made In Denmark-finaler for 3-årige hopper.
Charlottenlund Travbane er naturligvis også klar med deres travprogram til dagen. Det kan købes på Lunden for 40 kr., men kan downloades helt gratis på nettet. Bare klik på billedet herunder.
Tipsanalyserne er under billedet. Så har du det hele samlet ét sted. God fornøjelse med læsningen.
1. løb
VINDEREN: Derbyweekenden indledes vanen tro med et 2-årsløb, og her bliver Tomas Malmqvist-trænede 6 Nova Game ganske stor favorit efter at være blevet godkendt på en 1.16-tid i sommer i Frankrig. Calgary Games-hoppen er søster til gode Fiftyfour, som står med over 6 mio. SEK på præmiekontoen. Stor vinderchance.
MODBUDDET: 5 Nilsson er en af to heste i løbet, som har startet i et rigtigt løb. Den Jeppe Juel-trænede Fabulous Wood-søn var ude i det første 2-årsløb i Danmark i år, hvor Ninjago vandt. Nilsson så godt ud på dagen, men galopperede med 500m til mål i andet par udvendigt, da den skulle lukke et lille hul frem til Ninjago. Skal ses med chance her.
OUTSIDEREN: John Køhler-trænede 8 Nightcruiser startede på den tyske Derbydag, hvor den var klart sidst af de fejlfrie heste i løbet, men nu har Broadway Hall-sønnen prøvet gamet, og kan sagtens løbe med frem her. Skive-amatøren Torben Hovgaard kan have den sjove i løbet i 3 New Bork, og 4 Sphinx Boko viste stor fart i sit prøveløb efter galop.
CHANCE: A: 6 B: 5-8-3-4-2-1-7-9 C: -
2. løb
VINDEREN: Made In Denmark Consolation for hopper. 7 Marabou har startet flere gange i årgangsløbssammenhæng i år, og var tredje i Grand Circle Consolation i Skive 10. juli til Mynte Moseby og Milady, men foran gode heste som Magic Speed og Messi Hill. Galopperede senest i en Grand Prix-prøve, men i fejlfri udgave kan Calgary Games-hoppen sagtens vinde.
MODBUDDET: 1 Miami har ligesom vindertippet ikke vundet løb endnu i karrieren, men har været tæt ved flere gange, og desuden har galopper kostet en del præmiekroner allerede. Blandt andet ved starten 24. juni i Skive, hvor Miami galopperede stort, men alligevel var tæt på at gå videre til finalen. Uden galop er den Knud Mønster-trænede hest med på stregen.
OUTSIDEREN: 8 Miss Moneypenny trak nitten i sporlodtrækningen, men Wishing Stone-hoppen er en fin model, som vandt en flot sejr i debuten. Efterfølgende har det været lidt stolpe ud. 6 Milford Sound gik godt senest her på Lunden som tredje til Mary La Marc og Jeanne d’Arc, men har siden da været slettet fra en tiltænkt start pga. infektion/forkølelse.
CHANCE: A: 7-1-8-6 B: 4-5-2-3 C: -
3. løb
VINDEREN: Godt hoppeløb, hvor man godt kan have en fornemmelse for, at 1 Lingonris har været gemt til dette løb, for den står rigtig godt inde på pengene, og med kun godt 7.500 kr. op til tillægsgrænsen og et perfekt spor i volten, så har den Morten Melin-trænede Prodigious-hoppe gode muligheder for at føre dette løb fra start til mål. Plejer at være flyvende her på Lunden. Stor vinderchance.
MODBUDDET: 4 Eileen Edwards blev efter seneste start skiftet fra én Aalborg-træner til en anden, nemlig fra Nicklas Korfitsen til Flemming Jensen. Den røde Readly Express-hoppe har tidligere vist stor kapacitet, og selvom den her kommer tilbage efter knap tre måneders løbspause, så slutter den langt fremme på målfotoet i et løb som dette.
OUTSIDEREN: 3 Moon Dust er en fin model, som senest var til start i Jydsk 3-årings Hoppe Grand Prix, hvor den dog var chanceløs mod Magda & Co. Står godt inde i et løb som dette. Ken Ecce-trænede 2 Luna Derm var ude i en Hoppe Derbyprøve i seneste start, og Nuncio-hoppen bør kunne slutte langt fremme i et løb som dette. Men 1’eren er normalt storvinder.
CHANCE: A: 1 B: 4-3-2-7-6-5-10-8-9 C: -
4. løb
VINDEREN: HER STARTER V5-SPILLET! Og det sker med Hoppe Derby Consolation, hvor der heldigvis er fuldt felt. 8 Lets Go Ostedantik er tilbage hos Steen Juul-teamet efter ret beset at have skuffet en del hos Halmstad-træner Johan Untersteiner. Startsporet her er yderligt, men på klassen skal den sorte Credit Winner-hoppe være helt med fremme.
MODBUDDET: 11 Lux er også en hest, som man forventede skulle løbe Hoppe Derby i år, men det blev kun til en fjerdeplads i Derbyprøven, og derfor lige netop uden for det fine selskab. Maharajah-hoppen var ikke heldig med sporlodtrækningen her, men med lidt racing luck og højt tempo undervejs, så runder den Jeppe Juel-trænede hoppe mange til slut.
OUTSIDEREN: 1 Laurentia Mosebo har ikke haft den 4-årssæson, som Team Mønster håbede og måske forventede. Gik en udmærket tid senest i sin Derbyprøve, men var alligevel et stykke fra at kvalificere sig. Indersporet her på 2000m-startstedet er ikke så ringe, og Hillustrious-hoppen kan ikke undgå at få et godt løb herfra. Men ganske åbent løb generelt.
CHANCE: A: 8-11-1-7-10 B: 2-4-5-9-12-3-6 C: -
5. løb
VINDEREN: Lørdagsstayeren har tretten heste på startlisten, fordelt på tre volter. Morten Friis-trænede 11 Hokita var flyvende i Taroks Mindeløb her på Lunden 2. august, hvor konkurrenterne slet ikke havde noget modsvar, da Friis lettede anker på bageste langside. Holder formen til denne start, så har Hokita stor vinderchance igen her.
MODBUDDET: 10 Keep The Money fra Team Steen Juul er helt perfekt inde på pengene, blot nogle få hundrede kroner under grænsen for næste tillæg. Galopperede senest i Aarhus, hvor den ellers plejer at gå godt. Vinderchance i fejlfri udgave.
OUTSIDEREN: 13 New York Lobell havde senest 40m frem til blandt andre Kramersking, og det gik ikke at indhente. I starterne forinden var det blevet til to gode sejre på Nykøbing Falster Travbane, og har tidligere gået godt på lange distancer. Således var den Mikael Poulsen-trænede Love You-søn anden i dette løb sidste år, kort slået af Justgivemeareason.
CHANCE: A: 11-10-13 B: 6-12-8-1-7-5-9-4-3-2 C: -
6. løb
VINDEREN: Så gælder det Hoppeeliten, hvor et par gode svenske hopper springer lidt i øjnene. Johan Untersteiner-trænede 2 Elegance Silvio var tæt på at tage spids ude fra 8’eren senest på Åby, men måtte trække sig ned i ryg, hvilket undervejs blev til tredje par indvendigt. Speedede godt til andenplads via dobbelt open stretch, men kunne ikke nå frem til førende/vindende Gosa Gosing. Er således i topform og starter fra et helt optimalt startspor.
MODBUDDET: 5 Panthere d’Inverne var med i samme løb som Elegance Silvio på Åby. Havnede tidligt i dødens, og smed håndklædet i ringen ved indgangen til opløbet. I starten forinden sad Panthere d’Inverne langt tilbage, men blev kørt frem i dødens på storfavoritten Jennifer Sisu med en omgang til mål. Gav denne en match, og var ikke stort slået. Har haft dårlige startspor længe, men her er det udmærket. Topform på Eklundhs heste for tiden!
OUTSIDEREN: 7 Kaley D C var jo anden i Dansk Hoppe Derby sidste år, og har formået at tage springet ind i hoppeeliten i den svære 5-årssæson. Vandt således Grand Circle 5-års Hoppechampionat i Aalborg 12. juni, og var senest ude i stenhård konkurrence på Hugo Åbergs-dagen, hvor den Henrik Lønborg-trænede hest var chanceløs fra bagspor mod gode hopper som Mimosa To Martini, Nilla Lane & Co. Flemming Jensen i sulkyen igen.
CHANCE: A: 2-5-7 B: 1-6-4-8 C: 3
7. løb
VINDEREN: HER STARTER V4-SPILLET! Løbet lige før lørdagens hovedbegivenhed, Dansk Hoppe Derby. 3 Knockles får vindertippet efter en fin præstation senest her på Lunden, hvor Father Patrick-sønnen trods en svær start ude fra 7’eren, hvor der lå meget vand på banen, alligevel tidligt blev kørt til spids, og sidenhen ingen problemer havde med at vinde. Det var dog et pointløb for heste med max 600 startpoint, og nu er konkurrencen helt anderledes.
MODBUDDET: 12 Maverick K W kommer fra Åby-træner André Eklundhs træningskvarter, hvor hestene virker til at være helt flyvende for tiden. Cristal Money-sønnen er meget urutineret ift. konkurrenterne her, men løber gode tider hele tiden. Startede senest på den tyske Derbydag, hvor den tog spids ude fra 7’eren, men måtte ud i en bytter med Pedro Beuckenswijk, hvilket kostede kræfter. Kunne derfor ikke stå imod løbets næstfavorit Veritas i opløbet, men gik et godt løb. Fin chance trods iskoldt startspor her.
OUTSIDEREN: Skive-træner Magnus Mølgaard Nielsen har gang i en god sæson som træner og kusk, og kører her 5 Giovanni, som virker til at være i absolut topform. Har vundet let de to seneste starter, og Nielsen forsøger sikkert at komme til spids her med Bold Eagle-sønnen, som virker til at stortrives i dén position. Men det er et ganske åbent opgør, hvor heste som 11 Le Mans, 10 Kima Kyvsgård og 7 Ique også sagtens kunne have været i tipsrammen.
CHANCE: A: 3-12-5-11-10-7 B: 4-1-2-6-9-8 C: -
8. løb - Dansk Hoppe Derby 2026
VINDEREN: Så gælder det Derbylørdagens absolutte hovedbegivenhed, nemlig Dansk Hoppe Derby 2026. Hele karrieren har 5 Lipa Wee været blandt årgangstoppen, og det er blevet til sejre i Jydsk 3-årings Hoppe Grand Prix, Dansk Hoppe Kriterium og Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix. I kvalifikationsløbet til dette Hoppe Derby blev Lipa Wee lidt uventet svaret op af Lady Zola, da Casper M. Nielsen kørte frem på første langside i forsøg på at få spidsen. Lipa Wee var ikke helt kørbar i svingene, og var ganske højreskæv. Kæmpede sig alligevel til delesejr, og vær helt sikker på, at Casper M. Nielsen trykker på speederen fra start her, for Lipa Wee er klart bedst i stilen, hvis den sidder i inderbanen. Har vundet mange løb fra spids, og tør konkurrenterne svare storfavoritten op i spidskampen, når nu det gælder Hoppe Derby og der er rigtig mange penge på spil?
MODBUDDET: 3 Leonora imponerede reelt i sit kvalifikationsløb, hvor den fra start blev overfløjet af Lipstick Lies og Lightspeed Garbo. Landschampion Birger Jørgensen var dog lynhurtig til at komme ud i andet spor, og gik til spids efter 400m. Løb et jævnt 1.12-tempo hele løbet, og var til slut alene på målfotoet. Leonora har i glimt vist sig frem i årgangssammenhæng, og var f.eks. tredje i Jydsk 3-årings Hoppe Grand Prix sidste år. I år vandt den Christian Clausen-trænede hest en Grand Prix-prøve, men galopperede så i finalen. Men ellers har teamet omkring Ens Snapshot-hoppen manageret den rigtig smart frem mod dette Hoppe Derby. Først en tredjeplads mod ældre og mere rutinerede heste i Skive på Grand Circle-dagen på en lav 1.13-tid og derefter i Taroks Mindeløb på Lunden, hvor den kun var slået af Morten Friis-trænede Hokita, som var flyvende på dagen. Men 1.14,0/2000m voltestart var en formbesked, der kunne høres, og derfor var sejren i kvalifikationsløbet ikke nogen overraskelse overhovedet. Leonora kan næppe være med i spidskampen direkte, og kan godt risikere at havne i dødens i dette løb, hvor den selv skal gøre grovjobbet.
OUTSIDEREN: Der er masser af outsidere i dette Hoppe Derby. En hest som 4 Late Night vandt sit kvalifikationsløb på en ganske overbevisende måde, og det virkede til, at der var masser af kræfter sparet, selvom sejrsmarginalen foran Lovely Cross ikke var specielt stor. Men Aalborg-træner Flemming Jensen sad stille i sulkyen, og målte sejren ind stille og roligt. Virker som en hest, der er blevet formtoppet på det helt rigtige tidspunkt. 2 Love Caviar viste også en flot præstation i sit kvalifikationsløb, hvor Steen Juul-
jockeyen Patrick Larsen ikke gik i panik, da han havnede i dødens på Luci De Lux med sin S J’s Caviar-hoppe. Vandt en sikker sejr, og Love Caviar meldte sig jo tidligere på sommeren ind i
årgangstoppen med sin andenplads i Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix bag en suveræn Lipa Wee. Kan heller ikke være med i spidskampen, men skal håbe på overpace, idet Love Caviar er mere stærk end speedig. Lynhurtig fra start er til gengæld 1 Lipstick Lies, og det er René Kjær, der bestemmer, hvordan dette Hoppe Derby bliver afviklet. Mest realistisk er det dog, at Kjær slipper spidsen, hvis Casper M. Nielsen kommer tidligt frem med Lipa Wee. Sidste vinderchance er Nicklas Korfitsen-trænede 7 Lady Zola, som løb dødt løb med Lipa Wee efter en femstjernet indsats, men via lodtrækningsuheld og lidt uretfærdige regler fik et træls startspor her, hvorfra det bliver svært. For Lady Zola tager jo næppe en længde på Lipa Wee fra udvendigt startspor.
CHANCE: A: 5-3-4-2 B: 7-1-9-6-12-10-11-8 C: -
9. løb
VINDEREN: Godt løb for heste op til 40.000 kr. på præmiekontoen, og løbet kunne umiddelbart ligne en duel mellem to ubesejrede heste. De har begge to bagspor, hvilket jo kun gør løbet endnu mere åbent. Magnus Ladegaard-trænede 11 Meadow har vundet tre flotte sejre, og har flere gange selv måtte gøre grovjobbet undervejs. Får vindertippet, men det kunne lige så godt være tilfaldet Sky Victory.
MODBUDDET: Netop 9 Sky Victory bliver det naturlige modbud i løbet. Har ligesom vindertippet haft nogle bøvlede startspor, men den Morten Friis-trænede Readly Express-hoppe har virkelig gået godt, og vandt jo senest på en 1.13-tid i Aalborg. På en god Lunden-bane denne Derbylørdag, så kan Sky Victory måske endda trykke dén tid et halvt sekund.
OUTSIDEREN: 4 Liverpool F C bliver outsideren i løbet. Var slået af Sky Victory 29. juli i Aalborg, og senest var den så frisk i ryggen på Tigrettehackstable, at den var lige ved at kravle over denne i opløbet. Kusken Jeppe Juel var naturligvis nødt til at holde sin hest tilbage, og galoppen i opløbet var uundgåelig. Med angrebsplads, så var Liverpool F C minimum blevet anden i løbet. 2 Son Of Crys og 8 Lexington er de næste chancer.
CHANCE: A: 11-9 B: 4-2-8-1-12-3-6-5-7-10 C: -
10. løb
VINDEREN: Made In Denmark-finale for hopper, altså dét som tidligere hed Dansk Avlsløb. Der er nogle rigtig gode 3-årshopper med i feltet, og vindertippet går til 1 Merle, som er lynhurtig fra start, og senest gik over mål i Jydsk 3-årings Hoppe Grand Prix med rigtig mange kræfter sparet bag en mur af heste, hvor Merle hverken kunne komme frem eller tilbage. Kusken Kasper Foget sad ”full hands” ind over mål, og var efterfølgende rigtig ærgerlig, da Bet25 Live-reporteren interviewede ham umiddelbart efter løbet. Tager spids her, men om den også skal køres dér, det er mere tvivlsomt. Wishing Stone-hoppen har en giftig speed, hvis den sidder med på hug, så Stefan Persson har flere muligheder.
MODBUDDET: 7 Monterey Market var hårdt spillet i Jydsk 3-årings Hoppe Grand Prix, hvor kusken efterfølgende ærgrede sig over, at han var kørt fra nede på sidste hjørne. På dén måde blev Mariel nemlig lukket ud, og den gik frem og var anden bag vindende Magda, som på dagen ikke kunne besejres. Nu er Googoo Gaagaa-hoppen havnet lidt langt ude på startbilens vinge, men Steen Juul-jockeyen Patrick Larsen kører sikkert med fra start for at få position. Og hvem ved, om Stefan Persson bag vindertippede Merle kan finde på at slippe?
OUTSIDEREN: Nævnte 9 Mariel udvikler sig med storskridt, og fik en fin andenplads i Jydsk 3-årings Hoppe Grand Prix senest. Der blev kørt på meget små marginaler i opløbet, men landschampion og tidligere verdensmester Birger Jørgensen fandt lige præcis de rigtige huller, og så kunne den Flemming Jensen-trænede Maharajah-hoppe notere sig for en fin andenplads i storløbet. 11 Maggi Wee har efter en fin start på karrieren begyndt at galoppere en del mere, end træner Jørn Nørlem nok synes er sjovt. Lillesøsteren til Hoppe Derby-favoritten Lipa Wee har dog kæmpekapacitet, og har topchance uden galopindslag.
CHANCE: A: 1-7-9-11 B: 5-2-6-4-3-8-10-12 C: -
11. løb
VINDEREN: Et amatørløb med faste tillæg har samlet fuldt felt, altså femten heste – og spillere og eksperter er virkelig kommet på en hård opgave her! Aarhus-kusken Flemming Degn er en af de bedste amatørkuske i landet, og han kører her 3 Knight For Real, og sad også i sulkyen, da Conlight As-sønnen vandt sin hidtil eneste sejr i karrieren. Den Jeppe Rask-trænede hest går godt hver eneste gang, og har så klart vinderchance her.
MODBUDDET: 4 Luxux var ikke ret langt fra at kvalificere sig til Dansk Hoppe Derby, og blev først overspeedet på de sidste 50m af Ruben Kristensen bag Leonora By Hans, som ellers var oppe at nærstudere menukortet på Restaurant Skjoldgården rundt sidste sving. Christian Andersen-trænede Luxux har holdt topform ganske længe, og unge Lucas Kirk vil sikkert være fuldt fokuseret på at vinde løb i en Derbyweekend. Chance her er bestemt til stede.
OUTSIDEREN: Skive-amatøren Frank Kjelde har gang i en kanonsæson med indtil videre 16 sæsonsejre. Fire af dem er kommet med 6 Ophelia Boko, som igen får den tidligere professionelle travtræner Bøje Laursen i sulkyen. Ophelia Boko har mest startet højre rundt i Aarhus, men nu gælder det venstre rundt på en Derbylørdag med mange folk på lægterne. Fra tillæg ligner 10 Giggler og 11 Jackpot Magic de bedste chancer. Begge er i topform, men umiddelbart ligner det, at hestene fra spidsvolten står bedst inde i løbet.
CHANCE: A: 3-4-6-10-11 B: 2-8-7-12-15-14-5-13-9-1 C: -
12. løb
VINDEREN: Vanen tro afrundes Derbylørdagen med et montéløb, hvor der desværre kun er otte heste tilmeldt. Gordon Dahl-trænede 8 Gunpowder virker til at stortrives i montédisciplinen. Vandt en fin sejr i Skive foran storoutsideren Greenday Tir samt René Kjær-trænede Jacques Villeneuve og senest gik den jo et kanonløb i DM i Monté som tredje til skrappe First One Diamond og Galant Lund. Lidt kedeligt spor i volten her, men det klarer Årets Montéprofil de seneste mange år Michelle Mønster sikkert let. Vinderchance.
MODBUDDET: 7 Grantorino Font er også en skrap montéhest, og Every Time Bourbon-sønnen har vundet de to seneste gange, den har været ude i dén disciplin. I sulkyløbene kommer der som regel en galop, så nu er det spændende, om den Jeppe Juel-trænede hest kommer tilbage på vindersporet. Eller i det mindste bare går fejlfri. I hvert fald har Grantorino Font dygtige Laura Gregersen i sadlen, og skal alle dage have en fin chance i dette løb.
OUTSIDEREN: 6 Karoline Gardenia er jo i kanonform, og har været det ganske længe. Nu kommer den Marc Bæk Nielsen-trænede hest ud i montédebut, og det bliver med trænerens bedre halvdel Marie Søndergaard Andersen i sadlen. Odense-træner Mette Carlsen har efter en lidt træg start på året for alvor fået gang i sejrene, og stalden har således selet 15 vindere ud indtil videre i år. Her gælder det første start med nyerhvervelsen 3 Chamarel Wibb, som kun har stået på Carlsens træningsliste siden 12. august jf. Travinfo.dk. Har gjort det godt i Hamburg og Berlin med Maja Unterdörfer i sadlen.
CHANCE: A: 8-7-6-3 B: 4-1-2-5 C: -
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk

