Karrieren er slut - den dobbelte danmarksmester Gabi Kyvsgård bliver følhoppe
05-01-2026 10:25:44Det er egentlig ikke nogen nyhed, for det stod jo sort på hvidt i dét flotte nyhedsbrev, vi modtog fra Team Nicklas Korfitsen 27. december, at Gabi Kyvsgård indstillede karrieren.
Gabi Kyvsgårds karriere var virkelig flot. De kolde facts siger 62 starter, som resulterede i 12 sejre, 17 andenpladser og 9 tredjepladser.
Indtjeningen stoppede ved 1.222.860 kr. og rekorden lød på 1.10,2a/1609m sat på Jarlsberg Travbane i Norge. Gabi Kyvsgård løb 1.10-tider hele FEM gange i karrieren!
Og faktisk løb Gabi Kyvsgård også UNDER 1.10,0 en enkelt gang. Det var på Tingsryd Travbane i Sverige 12. juni 2024, hvor speakeren første kaldte tiden 1.09,8a/1609m ud, men den blev senere korrigeret til 1.09,9 på det officielle resultat.
Nogle uger senere blev Gabi Kyvsgård dog frataget sejren ved en skrivebordsafgørelse, fordi der var tvivl om, hvem der var ansvarlig træner for hesten på tidspunktet for starten.
Men det kunne hesten jo ikke gøre for, og Gabi Kyvsgård går i avlen med en fantastisk flot karriere, som blandt andet indeholdt to sejre i DM for Hopper i 2024 og 2025. Første gang med sin træner Nicklas Korfitsen i sulkyen og i år med Casper M. Nielsen, fordi Korfitsen var udelukket.
Det bliver spændende at se, hvilken hingst der bliver Gabi Kyvsgårds første partner i avlen. Som datter af From Above U S (Donato Hanover) og med en Great Challenger-hoppe som mor er der jo masser af muligheder.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk
