Aalborg Hesteejerforening - Pressemeddelelse - Slut med "Trav ved Hav"
17-09-2025 18:58:12Trav24.dk modtog onsdag aften en pressemeddelelse fra Aalborg Hesteejerforening, som beklageligvis meddeler, at det er slut med "Trav ved Hav".
Pressemeddelelsen lyder i sin helhed således:
"Det virker altid umuligt, indtil det er gjort."
- Nelson Mandela
- Nelson Mandela
Det startede som en skør ide. Den ide fik så lov at udvikle sig til en stædig tanke. Som så igen blev til et dristigt projekt. Som lykkedes. Endda to gange. Trav ved Hav 2024 og 2025 blev større, sjovere og mere solbeskinnet end vi havde turde drømme om.
Vi er stolte over al den godhed, sponsorvilje, hjælpsomhed, frivillighed og velvilje, der har hjulpet os med at skabe Trav ved Hav som en herlig strandfest for travnisser fra hele landet, turister og lokale nysgerrige, hundeluftere og ravsamlere. Og vi er stolte over alle de skulderklap, vi har fået. Stolte over de mange fotos og fantastiske videoer af ponyer, heste, kuske og ryttere, der kappes med himlen og havet som kulisse. Vi synes i al beskedenhed, at vi har fået vist vores væddeløbsport frem fra den allerbedste side.
Men. For der er jo altid et men. Vores skøre ide voksede sig til så stor en succes, at vi er nødt til at stoppe, mens det stadig er sjovt. For det er benhårdt arbejde at lave stranden om til en legeplads i et par timer. Og vi har været overjordisk heldige med vejret to år i træk. Det kunne lige så godt have regnet eller stormet, og så havde al vores møje været til ingen nytte.
Derfor vil vi nu tage alle vores erfaringer og medvind fra strandtravet med hjem til væddeløbsbanen i Aalborg og arbejde med andre af de skøre ideer, vi har. Nu ved vi, at intet er umuligt. Så hvem ved - måske bliver det Hav til Trav, Kæphøj Kæphest eller Jogging i Jomfru Anegade, der afløser Trav ved Hav som årets udfordring i Aalborg Hesteejerforening.
"Jeg har aldrig drømt om succes. Jeg har arbejdet for det."
- Estee Lauder, kosmetikdronning
Hilsen Bestyrelsen Aalborg Hesteejerforening

Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk