Skive-træner Knud Mønster rundede millionen i Aalborg Store Pris-weekenden
23-09-2025 09:45:33Skive-træner Knud Mønster havde en fin Aalborg Store Pris-weekend med gode og velbetalte andenpladser til både Go On Gardenia og Komsålangborg.
Men det var faktisk montéhesten Koko K med datteren Michelle Mønster, som med sin andenplads til 7.500 kr. ved fredagsløbene i Aalborg Store Pris-weekenden bragte Knud Mønster over millionen som træner i denne sæson.
En milepæl som Mønster ikke nåede i 2024-sæsonen. Men med godt tre måneder tilbage af året, så er Knud Mønster måske på vej mod en rekordsæson. 2023 bød på en indtjening på 1,1 mio. kr., og med 1.057.350 kr. i skrivende stund, så når Mønster selvfølgelig let det tal.
Og Mønster bør næsten også nå de 1,25 mio. kr., som han kørte ind i 2021. Særligt med et forestående Dansk Trav Kriterium, hvor Grand Prix-vinderen Labour Spring må forventes at nappe en fin præmie. Netop Labour Spring har været kraftigt medvirkende til det gode resultat i 2025 med indtil videre 440.750 kr. indtjent.
Som kusk er Knud Mønster også i gang med en god sæson med aktuelt 1.271.100 kr. indkørt. Det ligner klart den bedste sæson i fire år, men der er stadig et stykke op til de 1.894.128 kr. i 2021.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk