STATISTIK - Juli 2025 - Trænere og kuske/ryttere
11-08-2025 12:32:59Vi er efterhånden kommet et godt stykke ind i august måned, men lad os kigge tilbage på juli måned og se, hvem der var bedst i juli - og hvem der fører blandt trænere og kuske efter årets første syv måneder.
I denne omgang statistik kigger vi på trænere og kuske/ryttere.
Der blev afviklet 189 trav- og montéløb i juli måned. Amatørtrænerne leverede klart flest vinderheste med 113 mod proffernes 76 sejre.
TRÆNERE
Blandt amatørtrænerne vandt bornholmske Stefan Lind-Holm flest sejre med 6, mens Odense-amatøren Mikael Poulsen vandt 4 sejre. Herefter følger en gruppe med 3 sejre, blandt andre Henrik F. Pedersen, Søren Kolberg og Thomas Kaas.
Totalt på hele 2025 efter syv måneder har Stefan Lind-Holm nu overhalet Odense-amatøren Mette Carlsen, så stillingen er 18-17.
Hos profferne var juli også en tæt måned, men Aalborg-træner Nicklas Korfitsen var bedst med 10 sejre. Herefter fulgte Jeppe Juel og Steen Juul med hver 7 sejre og Flemming Jensen med 6.
Aarhus-træner Michael Lønborg havde en mindre god måned med blot tre sejre på dansk jord i juli, men den nykårede danmarksmester fører alligevel klart på totalen med 45 sejre. Flemming Jensen lurer i vinderhullet med 39 sejre og herefter følger Jeppe Juel med 32 og Nicklas Korfitsen med 27.
------------------------------
KUSKE/RYTTERE
På kuske/rytter-siden vandt Mads Petersen fra Bornholm flest sejre blandt amatørerne med 4, mens Frederik Kragh Olsen, Niels Kristian Hansen og Søren Demant Andersen alle vandt 3 løb.
Totalt set fører Odense-amatøren Søren Demant Andersen listen. Hele 15 sejre er fynboen noteret for, og de er to mere end den bornholmske landschampion og danmarksmester Mads Petersen. Aalborg-amatøren Karina Madsen har 12 sejre i denne sæson (10 i sulky og to i monté) og Skive-amatøren Martin Andreasen er også på 12 sejre.
Hos profferne var der virkelig hård kamp. De to Aalborg-kuske Jeppe Juel og Nicklas Korfitsen vandt hver 11 løb, mens den rutinerede trio Steen Juul, Birger Jørgensen og René Kjær alle vandt 10 løb i juli måned.
Totalt fører Birger Jørgensen overlegent, og er på vej mod landschampionat nummer mange. 84 sejre er Aarhus-kusken oppe på, og på andenpladsen følger Michael Lønborg med 65. Herefter René Kjær med 58 og Jeppe Juel med 51.
Hos jockeyerne vandt Kasper Foget, Kenneth Andersen, Mathias Jensen og Nicolaj Andersen alle to løb, mens Magnus M. Nielsen vandt tre løb. Sidstnævnte er dog nu skiftet til amatørlicens. Totalt fører Kasper Foget klart med 11 sejre, og uden Magnus M. Nielsen som konkurrent, så ligner det et klart landschampionat til Foget.
Nicole Marsing var bedst blandt montérytterne med to sejre, men totalt fører Michelle Mønster naturligvis suverænt med 13 sejre. Et stykke bagved har Mette Carlsen seks sejre på andenpladsen.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk