Spilles næste gang - Aalborg 29. september
30-09-2025 09:09:44Ved løbene i Aalborg mandag 29. september noterede vi en del heste, som på den ene eller anden måde var uheldige, og skal spilles næste gang de starter.
2. løb - 4 Mack One 
Kom ned i ryg på førende Entertainment efter 600m, og denne gang blev "vinderhullet" til "fældehullet", for Mack One endte med at sidde totalt fast hele vejen ind over mål, og femtepladsen havde minimum været en andenplads med frit frem.
2. løb - 7 Leonora By Hans
I samme løb gik Leonora By Hans både dygtig, men også uheldig. Ind mod første sving galopperede Lotte Bay, og da den skulle ud af feltet, så blev Leonora By Hans generet, og det kostede et par længder. I opløbet lignede hesten alligevel vinderen, men manglede lige det sidste "skub" for at gå forbi staldkammeraten Entertainment. Vinder snart.
4. løb - 7 Kentucky Spring
Sad perfekt til i andet par udvendigt, men kom til at sidde fast rundt sidste sving, da Jolly Lifetime kom i angreb i tredje spor. Speedede godt til andenplads, da hullet kom med 100m til mål, men det er tvivlsomt, om Kentucky Spring kunne have gjort noget ved vinderen N Y Raybans On, for dén var uhyggeligt godt gående.
5. løb - 9 Kimibi Kini
Sad langt nede i feltet undervejs, men leverede en supergod afslutning til andenplads bag Mert Attack, som Jeppe Juel havde kørt et drømmeløb med. Kimibi Kini vinder næste gang den har bare det mindste racing luck.
Prøveløbet
Mange talentfulde heste var ude i prøveløbet denne mandag. Den sidste omgang blev afviklet i 1.14-1.15-fart og disse heste skal spilles første gang ude: Luna Sotto, Leeds, Levi Wynn (rutineløb), Moor Jeting og Marianne Banker. 
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk 
									
										
