DH INFORMERER - Bjørn Spangenbergs licens inddraget
23-01-2026 12:52:11Brud på anti-doping reglementet medfører midlertidig inddragelse af licens. Den midlertidige licensinddragelse har virkning fra dags dato, mens behandlingen af sagen fortsætter.
Det oplyser Dansk Hestevæddeløb i en kortfattet mail sendt til Trav24.dk dags dato. Her oplyser man desuden, at man for nuværende ikke har yderligere kommentarer.
Opbevaring af store mængder af dyrlægeforbeholdt medicin i strid med anti-doping reglementet medfører midlertidig inddragelse af licens
DH Sport foretog den 24. november 2025 et uanmeldt besøg hos travtræner Bjørn Spangenberg i Løgumkloster. I stalden blev der fundet et stort antal af forskellige former for dyrlægeforbeholdt medicin, infusionsvæske og udstyr til infusion, samt et stort antal sprøjter og kanyler.
Et administrationsudvalg nedsat af DH Sport har efterfølgende behandlet sagen og bl.a. indhentet yderligere oplysninger fra både Bjørn Spangenberg og Fødevarestyrelsen. Bjørn Spangenberg har nægtet at have ansvar for de gjorte fund.
På baggrund af fundet hos Bjørn Spangenberg og de oplysninger, som administrationsudvalget sidenhen har modtaget, har administrationsudvalget besluttet at foretage en midlertidig inddragelse af Bjørn Spangenbergs trænerlicens, mens behandlingen af sagen fortsætter. Den midlertidige licensinddragelse har virkning fra dags dato.
Når sagsbehandlingen er afsluttet, fremsendes sagen til SDK inden endelig afgørelse træffes i sagen.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk
