DØDSFALD - En af Danmarks bedste hopper gennem tiderne er gået bort
28-03-2026 11:02:12Trav24.dk har modtaget information fra ejerne og opdrætterne, at en af Danmarks bedste hopper gennem alle tider - Mathilde Trøjborg - er gået bort for få dage siden.
Ejerne og opdrætterne af Mathilde Trøjborg er naturligvis Viggo og Bettina Jensen på Trøjborggård ved Tranbjerg syd for Aarhus.
- Mathilde blev desværre meget dårlig efter hun havde været nede at rulle sig. Hun rejste sig ikke igen, og vi var nødt til at få hende aflivet.
- Det har berørt os meget, men vi kan kun sige tak for alle de oplevelser, hun har givet os. Og vi er meget taknemmelige for, at hun fik fred samme sted, som hun kom til verden, fortæller en berørt Bettina Jensen til Trav24.dk.
Mathilde Trøjborg boede efter sin aktive karriere i flere år hos ejerne Morten og Lone Sørensen i Pandrup, hvor hun også blev mor til Verozzo (Scarlet Knight) og Rosa Danica (Maharajah). I forbindelse med Morten Sørensens sygdom og død, så kom både Mathilde Trøjborg og Rosa Danica ned på Trøjborggård.
Mathilde Trøjborg var ikke i fol, og blev 22 år. Hun fik kun de to nævnte føl, og Rosa Danica har allerede sørget for at sikre arverækken, idet hun fik føl efter Googoo Gaagaa i 2025. Det er dog en hingst, så hvis moderstammen skal forlænges et led mere, så skal der jo komme en hoppe på et tidspunkt. Måske allerede i år, for Rosa Danica er i fol med Cash Gamble med termin i maj måned.
Mathilde Trøjborgs karriere
Mathilde Trøjborg startede 75 gange i karrieren, hvilket resulterede i 34 sejre, 9 andenpladser, 9 tredjepladser og en indtjening på godt 2,6 mio. kr.
Den største sejr i karrieren var naturligvis sejren i Dansk Hoppe Derby 2008 med Knud Mønster i sulkyen, men det blev også til sejre i N.J. Koster Memorial, DM for Hopper og i storløb på både Åby, Jägersro og Solvalla i Sverige samt på Enghien i Frankrig.

Mathilde Trøjborg ved sejren i Dansk Hoppe Derby 2008. Foto: Burt Seeger
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk
