Don Fanucci Zet afgjorde i god tid før mål, og havde tid til at studere fotograferne de sidste 50m af løbet.
Don Fanucci Zet afgjorde i god tid før mål, og havde tid til at studere fotograferne de sidste 50m af løbet.
Fotograf: Jägersros facebookside

Don Fanucci Zet helt overlegen i Hugo Åbergs Memorial

Trods startspor otte, så var der ingen snak om, hvor sejren skulle gå hen i årets udgave af Hugo Åbergs Memorial. Heller ikke selvom Mellby Jinx fik lov at bestemme tempoet i spids.

Mellby Jinx tog nemlig som forventet spids - måske med hjælp fra en lille flyvestart - og afviklede 500m efter 1.07,8 og kilometeren efter 1.10,7. Ikke noget tempo for eliten i Sverige, så der burde være masser at skyde med til slut.

I mellemtiden var Örjan Kihlström kommet frem i dødens med Don Fanucci Zet, og da han trykkede på speederen rundt sidste sving, så havde Daniel Wäjersten ikke noget svar med Mellby Jinx. Det var lidt ligesom at se Pogacar og Vingegaard på Hautacam i år...

Don Fanucci Zet fortsatte til let sejr i 1.09,5a/1609m, og det eneste spændende skete 50m før mål, da den Daniel Redén-trænede stjerne brød lidt ud i banen, da den fik øje på fotograferne inde på banens inderkreds. Noget som hesten jo har set dusinvis af gange tidligere.

Førstepræmie 1.609.000 SEK. Mellby Jinx blev nummer to og Daim Brodda nummer tre. Önas Prince sad fast med kræfter sparet på fjerdepladsen.

Danskerne spillede andenviolin på Jägersro

Af gode danske præstationer bemærkede man mest tredjepladsen til Jeppe Juel-trænede Daniel Hazelaar, som sad totalt fast ind over mål bag førende/vindende Nilla Lane, mens Big Ben Pellini dækkede af udvendigt. "Det grå spøgelse" - som ejerkredsen selv kalder Daniel Hazelaar - løb 1.12,3a/2140m og fik 34.000 SEK i præmie. Næste start er i Berlin 23. august.

I aftenens 12. og sidste løb var to - måske - kommende danske Derby-heste til start. Magnus Ladegaard-trænede King Legend fik et totalt umuligt løb bagest i feltet, og da René Kjær angreb, så var der masser af trafikproblemer resten af løbet. Blev femte i 1.13,6a/2140m og er klar til Derbyprøven 13. august. Det samme er Steen Juul-trænede Kohkahycumest, som også havde trafikproblemer, og sluttede lige efter King Legend i mål på sjettepladsen.

 

Gå til forsiden: www.trav24.dk

Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk
Annonce:

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: info@trav24.dk
Copyright 2024, Trav24.dk
Dynamic-it webudvikling og onlinemarkedsføring