Generalforsamling i Aalborg - Overskud og Farvel til Henning G. Jensen
30-03-2026 08:18:21Trav24.dk har modtaget et kortfattet referat af den generalforsamling, der blev afholdt fredag 27. marts i Aalborg Væddeløbsforening, som driver Aalborg Væddeløbsbane.
Heri nævner man et overskud på 62.000 kr., at man har sagt farvel til tidligere formand og mangeårigt medlem af bestyrelsen Henning G. Jensen, og så udtrykkes der undren over placeringen af åringsauktionerne.
Du kan læse hele den tilsendte pressemeddelelse uredigeret herunder.
-----------------------------------------------------
GENERALFORSAMLING AALBORG VÆDDELØBSFORENING
Aalborg Væddeløbsforening har fredag den 27. marts afholdt ordinær generalforsamling. 55 af foreningens 103 medlemmer var mødt op til generalforsamlingen, der med dirigent advokat Erling Kragh Pedersens ord blev afholdt i god ro og orden.
Formand for Aalborg Væddeløbsforening Lindhart Jensen aflagde bestyrelsens beretning, der kom ind på både positive udviklingstendenser og en vis bekymring for fremtiden.
Blandt flere positive ting nævnte Lindhardt Jensen en fremgang på 20% i besøgstallet til banens løbsdage i 2025 i forhold til 2024, et gennemsnit på 10 startende heste i banens løb i 2025, en fremgang i både antal aktive og antal heste i forhold til 2024 og ikke mindst at det nu – efter flere års arbejde – ser ud til at Aalborg Væddeløbsbane kommer i mål med projektet om en koncert- og eventplads.
På den knapt så positive front udtrykte Lindhart Jensen bekymring for sportens samlede økonomi set i lyset af den opsagte Sveriges aftale og tilbagerulningen af Kulturministeriets tilskud, ligesom der blev udtrykt forundring over at Dansk Hestevæddeløb har valgt at placere begge årets årings-auktioner i Derby-weekenden.
Økonomisk har 2025 været et fornuftigt år for Aalborg Væddeløbsbane, der med et overskud på 553.000,- kr. på driften, kunne konstatere et positivt nettoresultat efter afskrivninger og finansiering på 62.000,- kr.
Til bestyrelsen var Søren Klitgaard på valg ligesom banens tidligere for mand Henning G. Jensen ikke ønskede at forsætte i bestyrelsen. Søren Klitgaard blev genvalgt, og i stedet for Henning G. Jensen valgtes Martin Nørlem. Bestyrelsen konstituerer sig på førstkommende bestyrelsesmøde.
Generalforsamlingen blev vanen tro afsluttet med ”torskegilde” – Kogt torsk i sennepssovs med hele molevitten.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk
