GRAND PRIX PRØVER - derfor starter Lust For Life ikke i dag
01-08-2025 11:08:59I eftermiddag køres der 3-årsprøver til Grand Prixerne i Aarhus senere på måneden. Nummer ét på pointberegningslisten hos hopperne var Lust For Life, men den hollandsktrænede hest kom ikke til start. Hvorfor ikke?
Ja, det kan du læse i denne nyhed, for Trav24.dk har talt med Per Hansen fra ejerne Stald H. Per Hansen havde hørt podcasten "Travsnak", hvor vi blandt andet talte om Grand Prix-prøverne, og hvorfor vi i dén forbindelse naturligvis undrede os over, hvorfor Lust For Life ikke var med i prøverne, når man nu få dage forinden havde betalt for at få den på pointberegningslisten.
- For at starte med det vigtigste, så fejler hesten ikke noget, og den er heller ikke blevet behandlet. Så det er udelukkende ejerkredsens beslutning, at Lust For Life ikke starter i prøverne i Aarhus, forklarer Per Hansen.
Men hvorfor var den så tilmeldt pointberegningslisten, hvis den ikke skulle starte i prøverne? Det er jo spild af penge så, spurgte Trav24.dk lidt undrende.
- Vi havde ikke helt bestemt os, så det var egentlig for at købe os lidt tid, at vi meldte den til pointberegningen. Men i løbet af weekenden besluttede vi at lade være med at startmelde hesten. Primært pga. den lange rejse, men også pga. højrevejen rundt i Aarhus, lyder det fra Per Hansen.
Og det giver jo meget god mening, al den stund at Lust For Life trænes i Holland til daglig af Paul Hagoort.
Matches måske mod hingstene i Kriteriet
Undervejs i snakken med Per Hansen fra Stald H kommer det også frem, at ejerne af Lust For Life tror SÅ meget på deres hest, at den måske skal matches mod hingstene i Kriterie-sammenhæng.
- Vi overvejer at sende hende ud mod hingstene i Kriterie-prøven i slutningen af september. Men før vi gør dét, så vil vi gerne se hende i et åbent løb mod nogle rigtig gode 3-åringer, så derfor bliver næste start det åbne 3-årsløb på Derbydagen, afslutter Per Hansen.
Det nævnte løb på Derbydagen er "Walther Kaiser-Hansens Mindeløb" og er et 3-årsløb uden loft over 2000m autostart. Løbet er også åbent for udenlandske heste, så dermed kan en hest som Wise Guy jo også starte i løbet...
Sidste gang en hoppe blev matchet mod hingstene er Nobodybeatsthebeat i 2008. Her blev Peter Rudbecks superhoppe nummer to i prøven til New Photo Guy (Steen Juul) og nummer fire i finalen til Neo Holmsminde, New Photo Guy og Nero Shadow.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk