JÄGERSRO - Breeders Course-finaler for 2-års med danske islæt
30-09-2026 10:00:00Der er spændende Breeders Course-finaler for 2-årige heste på Jägersro Travbane onsdag aften. Og der er både dansktrænede, danskopdrættede og danskregistrerede heste med.
Hoppernes finale køres som 3. løb, og her har Skive-træner Oliver Lindbøg Nielsen sin Googoo Gaagaa-hoppe Goo Goo Doll med. Den skal køres af en anden Skive-træner, Kasper Foget.
Danskregistrerede Nova Game (Calgary Games) er også med i hoppefinalen. Det var den Tomas Malmqvist-trænede hest, som var kæmpefavorit i 2-årsløbet Derbylørdag på Lunden, men som blev slettet kort før start.
Hos hingste/vallakkerne i 5. løb er danskopdrættede Nassir Dust favorit. Den Thomas Lind-Holm-opdrættede Greenshoe-hingst trænes af hollandske Paul Hagoort, og har vundet på 1.14-tider de to seneste starter.
Hagoort har også danskregistrerede Ni Dieu Ni Maitre (Chapter Seven) med i løbet. Den blev anden til Nassir Dust senest på Wolvega-banen, men som en tidligere bekendt ville sige: "Der er ikke mere dansk i den, end der er hund i hundekiks". Hvilket vedkommende jo har ret i. Men den har fået danske nummerplader på, og sådan er dét bare.
Der er flere heste til start på Jägersro med danske relationer, men i denne nyhed nøjedes vi med at sætte fokus på de to Breeders Course-finaler for de 2-årige heste.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk
