Jydsk 4-årings Grand Prix - Årets bedste opløb?
29-06-2025 19:24:48Vindertiden 1.18,0a/2360m var ikke imponerende, men sikke da et race Jydsk 4-årings Grand Prix blev! Fire heste gik næsten lige over mål, og dommerne måtte have gang i luppen, da vinderen skulle findes.
Fra start bombede Kazio til spids, men dén skulle køres i ryg i dag, så derfor slap Birger Jørgensen spidsen fra sig, da Jörgen Sjunnesson tidligt kom frem med Kalles Krisbe Notz.
Herefter skete der ikke det store de næste 1500 meter. Kalles Krisbe Notz i spids, Kazio i ryg, Karat C N i dødens og Kungfufighting i andet par udvendigt. Keep The Money i tredje par udvendigt og Kingston i fjerde par udvendigt.
1.20-fart de første 1000m!
Først med 600m til mål skete der noget. Kingston med Kasper Foget angreb først, og fik som forventet Kungfufighting ud foran sig. Ind på lige bane løftede Foget den Michael Lønborg-trænede Kingston ud i fjerde spor, og da førende Kalles Krisbe Notz brød et spor ud i banen, så blev der også plads til angreb indvendigt for Kazio.
Ind over mål gik fire heste - Kingston, Kungfufighting, Kalles Krisbe Notz og Karat C N - lige over stregen, og det var først på "den store slow", at man fik fornemmelsen af, at Kasper Foget blev Grand Prix-vinder med Kingston.
Se bare målfotoet herunder hvor tæt det var! Og når man sammenligner med optagelsen på Bet25 Live, så har yderbanen på Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus altså bare kæmpefordel.
10 = Kingston, 3 = Kungfufighting, 2 = Kalles Krisbe Notz, 4 = Karat C N, 11 = Klinton, 5 = Kazio.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk