MONTÉ: Tour Eiffel nummer tre i Åby Monté Trophy
26-06-2025 21:48:12Efter et flot ridt af Michelle Mønster, så blev den Morten Melin-trænede Tour Eiffel her til aften nummer tre i det store montéløb Åby Monté Trophy. Danske First One Diamond vandt.
Fra start blev Michelle Mønster og Tour Eiffel sat lidt af, men Mønster kom smart til inderbanen ved udgangen af første sving. Alt imens var danske First One Diamond bombet til spids med sin norske rytter Kristine Kvasnes i sadlen.
Den næste omgang var en transportstrækning, men på bageste langside begyndte konkurrenterne at falde fra - også de franske, som var en skuffelse i år - og så kunne Tour Eiffel komme ud. Ved indgangen til sidste sving kom Tour Eiffel i et godt skud, og montédebutanten Kaxig In blev passeret.
En overgang troede undertegnede, at Tour Eiffel kunne nå frem at true den førende First One Diamond i kampen om sejren! Men dén havde mere at gå med, og Tour Eiffel tabte lidt fart i opløbet, hvor Kaxig In kom tilbage, og overhalede Tour Eiffel.
1. First One Diamond
2. Kaxig In
3. Tour Eiffel
Således dansk guld og bronze. Vindertiden for First One Diamond var 1.12,4a/2140m. Tour Eiffel kom hjem på 1.13,0a/2140m. Michelle Mønster har tidligere vundet løbet. Det var i 2020 med Hambo Transs R, trænet af Paul Hagoort.
Træner Morten Melin var naturligvis tilfreds efter løbet.
- Michelle gjorde alt rigtigt. Tour Eiffel tabte desværre pusten efter en speed på 100 meter. Jeg mistænker, at hun ikke var helt frisk, eller også er der gået for længe siden hun gik et helt løb. Men hun er hård og kommer snart tilbage. Stort tillykke til First One Diamond og kredsen omkring denne. Den var overlegen og bare bedst i dag, længere er den ikke!
First One Diamond er opdrættet af Lars Christensen og Mogens Kristiansen. Stort tillykke med sejren skal også lyde fra Trav24.dk.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk