NORGE - Danskejet hest vandt Axel Jensens Minneslopp for hopper
31-10-2026 17:30:00Der var ikke den store succes for de dansktrænede heste på Bjerke Travbane denne lørdag, hvor der har været kørt to Axel Jensens Minneslopp samt V85.
Til gengæld vandt danskejede Peggy Boko hoppeafdeling af Axel Jensens Minneslopp. Det skete efter føring fra start til mål, selvom det kneb gevaldigt til slut, hvor Sherburne S kom flyvende i et godt angreb.
Men Peggy Boko forsvarede sig med en mule eller et halvt hoved, og så kunne Panamera Racing v/Jens & Jeanette Glud Hansen indkassere førstepræmien på 150.000 NOK.
Vindertiden 1.12,6a/2100m.
De to danskere - Lipa Wee og Leonora By Hans - blev begge diskvalificeret for galop. Galopperne kom i sidste sving for begge heste. Først galopperede Lipa Wee, som var vældig højreskæv i svingene i dag, og i et forsøg på at komme uden om denne, så snublede Leonora By Hans også over i galop.
I hingstenes Axel Jensens Minneslopp var der kun én dansktrænet hest med, efter Falster-træner havde slettet Ludvig Cash. Det var Aalborg-træner Marc Bæks Muzan Kibutsuji, som bombede til spids, slap til Blank i en 1.08-åbning og holdt hjem til femteplads.
Vandt gjorde fænomenet Blizzard Diamant ganske som det passede den i toptiden 1.09,4a/1609m uden at besvære sig det mindste. Robin Bakker kørte bare frem i dødens på Blank, og kørte væk med fem-seks længder ned gennem opløbet.
I rammeprogrammet var der yderligere to dansktrænede heste med denne lørdag på Bjerke, men såvel Nicklas Korfitsen-trænede Moor Jeting og Jeppe Juel-trænede Kollund Møbler var langt under vanlig standard, og for begges vedkommende venter sandsynligvis et besøg hos dyrlægen.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk
