OSLO GRAND PRIX: "Hårdt i mååååååååål!"
08-06-2025 18:08:27Det blev et ganske dramatisk Oslo Grand Prix, hvor forberedelserne lige op til storløbet fik afgørende betydning.
Her tabte favoritten San Moteur nemlig en sko, da klokken på taget af startbilen stod på 0:46, og den måtte derfor en tur i smedien.
Den kom ud igen efter seks-syv minutter, og havde nu altså tre sko limet på og én sko sømmet på. Om det var derfor, den galopperede direkte fra start, skal undertegnede skribent ikke kloge sig på, men det var ikke en optimal optakt til løbet, hverken for San Moteur eller de ni konkurrenter.
Fra start bombede Devilish Hill til spids med Magnus Teien Gundersen, og selvom han rystede på hovedet hele første sving rundt til Per Nordström, så trykkede Nordström alligevel speederen i bund på første langside, og kørte sig til spids med Önas Prince.
Første 500m efter 1.08,4. Kilometeren dæmpet til 1.11,4.
I mellemtiden var Örjan Kihlström successivt kommet frem i dødens med Kentucky River, og rundt sidste sving lavede Kihlström den løbsafgørende detalje, at han gav den Daniel Redén-trænede hest en puster i indersporet i 50-75m.
Og når man vinder på målfoto, så var det dér, topkusken Örjan Kihlström vandt løbet. Önas Prince blev flot toer, og Devilish Hill blev treer. Sidstnævnte gik over mål med kræfter sparet.
Vindertiden 1.10,8. Vinderodds 4,38.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk