SKIVE - Lasse Christensen ny A-træner i Skive
06-10-2026 10:10:00Skive Trav har fået en ny A-træner i flokken. Det er 23-årige Lasse Christensen, som har indløst licensen, og er startet op som A-træner pr. 1. oktober 2026.
Lasse Christensen starter op med 11 heste på træningslisten, og har base i Linde i Vestjylland med postnummer 7600 Struer.
Træningslisten er en god blanding af to 1-åringer, fire 2-åringer og fem løbsheste fra 3-5 år. Du finder træningslisten HER.
Lasse Christensen kommer i første omgang ikke til at have stald inde på Skive Trav, idet der er gode træningsforhold på gården i Linde, og så vil travbanen blive benyttet som supplement.
Lasse Christensen udtaler til Trav24.dk:
- Jeg er kommet ind i sporten igennem min far, der havde stutterivirksomhed i mange år. På stutteriet var opgaverne alsidige, og igennem det arbejde faldt jeg for sporten i en tidlig alder. Siden da har jeg haft ansættelser indenfor sporten ved Jan Friis og Martin Andreasen. Derudover har jeg også haft flere vikariater inden for sporten i nogle af de større stalde såsom ved Peter Untersteiner, Bo Westergaard og Knud Mønster.
- Det har altid været en drøm for mig at kunne leve af min hobby, og jeg er glad for, at flere mennesker viser mig så stor tillid, at jeg nu kan starte op med et fornuftigt antal heste på træningslisten.
- 11 heste er et passende antal at håndtere alene med hjælp fra nogle frivillige, men der er altid plads til én mere, så man skal ikke tøve med at kontakte mig, hvis man har brug for en træner til sin hest, afslutter Lasse Christensen.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk
