SOLVALLA: Icebreaker flot nummer to i Margareta-pokalen
20-08-2025 21:45:33Det store 5-årsløb Margareta-pokalen blev en smule overraskende vundet af Maria Törnqvist-trænede Bicc's Tobee med dennes sambo Dwight Pieters i sulkyen. Recepten var føring fra start til mål.
Den danske Derbyvinder fra i fjor - Icebreaker - havde startspor ni, og havde for første gang Carl Johan Jepson i sulkyen. Og Jepson var kvik på løbet første 50-100m, og kom hurtigt frem i ryggen på Bicc's Tobee. Denne var egentlig klar til at slippe til enten Savastano eller danskejede Eldorado Jet (fortalte kusken Dwight Pieters efter løbet, red.), men der kom aldrig nogen og spurgte om spidsen, og så kørte Pieters selvfølgelig bare dér.
Det blev til stensikker sejr til Bicc's Tobee, som kørte fra ind på opløbets lige bane, hvilket gav angrebsplads til Icebreaker, som afsluttede glimrende, og var lige så sikker på andenpladsen som Bicc's Tobee var som vinder. Vindertiden 1.11,3a/2140m og vinderodds 7,19. Både vat og norsk var i behold ved målpassage. Der var 1.500.000 SEK til Bicc's Tobee, mens Icebreaker fik 750.000 SEK på andenpladsen.
Tredje blev megaoutsideren Powwow med norske Lars Anvar Kolle i sulkyen, mens førnævnte Eldorado Jet galopperede i opløbet med en præmie på gaflen.
Aftenens andet storløb - EM for Hopper - gav sejr til Alessandro Gocciadoro-trænede Clarissa. For andet år i træk i øvrigt. Efter skiftende positioner, kunne Gocciadoro køre til spids med knap en omgang til mål, og sidenhen kunne Clarissa ganske let afvise angreb i opløbet fra Olly Håleryd og Örjan Kihlström. Vindertiden 1.10,7a/2140m og der var hele 13 gange pengene at hente i totoen på Gocciadoros hest.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk