SVERIGE - MaigaardLovesCosta galopperede topplacering væk i Breeders Course-kval
07-05-2026 07:45:11En af de bedste 3-årige heste på danske nummerplader er MaigaardLovesCosta. Den var onsdag aften ude i et udtagelsesløb til Breeders Course-finalen i Elitlopps-weekenden.
MaigaardLovesCosta bombede direkte til spids, og de første 500m gik efter 1.09,7. Siden fik topkusken Örjan Kihlström dæmpet tempoet til 1.13,4 den første kilometer med den senere vinder Mister Navajo udvendigt.
Rundt sidste sving tacklede MaigaardLovesCosta lidt i det, og galoppen kom i opløbet med mindre end 200m til mål.
MaigaardLovesCosta har dog stadig en mulighed for at komme med i Breeders Course-finalen. Kvalifikationsløbene i Jägersro, Solvalla og senere på måneden i Milano sikrer i alt seks heste startret, mens de sidste seks udtages på point.
I selve finalen må de tre forsøgsvindere vælge startspor først, mens der er lodtrækning om startsporene for de ni resterende heste. Lidt nørklet, men det er sådan det er.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk
