Lonesomerider vandt sin Grand Prix-prøve legende let fra spids.
Lonesomerider vandt sin Grand Prix-prøve legende let fra spids.
Fotograf: Ole Hindby

Tipsanalyser til alle løbene - AARHUS Grand Prix-dag - Lørdag 20. juni

Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus byder lørdag inden for til en fantastisk flot Grand Prix-dag. Husk at du kan finde hjælp til løbene i tipsanalyserne herunder. 

Tipsanalyserne findes til hver eneste danske løbsdag - året rundt. Her er der begrundede forslag til Vinderen, Modbuddet og Outsideren - og alle hestene er rangeret i ABC-chancer.

Tipsanalyserne findes over startlisterne, hvis du benytter bærbar/pc og under startlisterne, hvis du er på mobilen.

Herunder finder du tipsanalyser til samtlige løb denne løbsdag. Når du er klar til at spille, så kan du gøre det hos Bet25 HER.


1. løb

VINDEREN: For første gang har Jydsk Væddeløbsbane slået Grand Prix-weekenden sammen til én løbsdag, og sikke en løbsdag det er blevet! Der indledes med et godt klasseløb, hvor vindertippet går til 2 Itsgottobeperfect, som er meget hurtig fra start, og som kæmper som en løve i spids. Der er dog flere startkanoner med i feltet.

MODBUDDET: 7 Arnie Silvio er havnet yderst på startbilens vinge, og havde samme startspor, da den kom tilbage efter to en halv måneds løbspause på Jägersro i starten af juni. Fik et godt løb i andet par udvendigt det meste af vejen, og var til slut kun kort slået af Tornado O C, som havde trukket læsset i dødens undervejs. Er gået frem med dén start.

OUTSIDEREN: 6 Twin Peak plejer at gå rigtig godt her i Aarhus, og er lynhamrende hurtig fra start. Odense-træner René Kjær fyrer sikkert hvad det går ude fra 6’eren, men det er tvivlsomt, om han kan tage en længde på vindertippet. Kikser dét, så kan Twin Peak jo givetvis gå ned i ryg, hvorfra den også vil have fin chance.

CHANCE:     A: 2-7                                B: 6-3-5-4-1                                          C: -


2. løb

VINDEREN: Sigter Mod Stjernerne-løb med unge kuske til start. Virkelig svært løb at tippe, men 6 Luna Vang ligner en hest, som står virkelig godt til i et løb som dette. Var senest ude mod gode heste som Charlie Munger og Marron Laser, hvor den trods bagspor gik fornuftigt. Får dygtige Ruben Kristensen i sulkyen, og må være en fin chance her.

MODBUDDET: 8 Kalovaja Hindø plejer at gå gode løb højre rundt her i Aarhus, selvom det ganske vist blev til galop senest med træner Kaj Jensen selv i sulkyen. Mødte senest gode heste som Matias Bork, Malthe S H og Magnus Tinghøj, og hesten af dén kaliber ville være favoritter her. Køres denne gang af det unge kusketalent fra Skive, Lucas Kirk.

OUTSIDEREN: 12 Knight’n Day Keka er en ganske god hest, som nu har tre løb i kroppen siden vinterpausen. Var senest ude mod Kaiser Faust og Luigi Cæsar, og det blev for svært fra det iskolde startspor otte. Får den unge fynske kusk Emilie Borreby i sulkyen, og hun udvikler sig successivt. Statistikken i år siger en pladsprocent på 40% i femten starter.

CHANCE:     A: 6-8-12                          B: 13-9-11-2-3-4-10-7-5-1                  C: -


3. løb

VINDEREN: V5-spillet indledes med finalen i Vagn Lønborgs Tributes, hvor alle deltagerne jo er hopper. Der blev kørt indledende afdelinger for 16 dage siden her i Aarhus, og hestene er fordelt ud på tre volter. 1 Ophelia Boko var kun anden i sin prøve, men vinderen Indian Summer er ikke meldt til start her i finalen. Hvis den Frank Kjelde-trænede Campo Bahia-hoppe kan gå en 1.16-tid her fra spids, så kan tillægshestene få svært ved at nå frem.

MODBUDDET: 5 Izabella Nordic vandt en flot sejr i sin indledende afdeling, hvor den kunne komme til spids rundt første sving, da Lara Barosso galopperede. Holdt siden hjem til sikker sejr foran Hanke Vincennes og Kollund Møbler. Sidstnævnt kom i øvrigt flot tilbage efter galop i starten af opløbet, men Izabella Nordic ligner bedste chance fra 20m-volten.

OUTSIDEREN: Distancen her i finalen er 2300m, og dermed har hestene fra 40m tillæg en fornuftig chance for at nå frem. 11 Dutchess Sun vandt i 2024 det norske mesterskab for hopper, og gik et stærkt løb i sin indledende afdeling til denne finale, hvor den Steen Juul-trænede hest gik i dødens hele løbet, men alligevel klarede at afvise Juno og Jane Hall.

CHANCE:     A: 1-5-11-8                      B: 10-12-9-3-6-4-2-7      C: -


4. løb

VINDEREN: Hovedbegivenhederne denne lørdag er jo Grand Prix’erne, og her køres trøstløbet så. Det er mixet mellem hopper og hingste/vallakker, og vindertippet tilfalder Flemming Jensen-trænede 3 Lookerbie Diamond, som var tæt på en finalebillet i den afdeling, som Lee Marvin vandt foran Latenightcap og Leo Wynn. Her fra et rigtig godt startspor ligner det offensiv styring fra ”Ismanden”, hvilket er lig med stor vinderchance.

MODBUDDET: 6 Late Night galopperede efter 100m kørsel senest, og så var dén dag spoleret. Man var ikke nået hen til svinget endnu, så det kan ikke konkluderes, at Late Night ikke er fan af højrevejen rundt, men det kan bare konstateres, at Great Challenger-hoppen har galopperet fire af seks starter i Aarhus. Kapaciteten i Late Night er dog stor, så uden galop denne gang, så er den med på stregen.

OUTSIDEREN: 8 Lucky Mom lignede til gengæld en hest, som ikke brød sig om højrevejen rundt, men den kapacitetsfulde Ready Cash-søn er alligevel meldt til start her i Consolation. Det kan dog også sagtens være balance eller udstyr, som gav galopperne senest, og det behøver ikke være et handicap for den Steen Juul-trænede hest at have bagspor her.

CHANCE:     A: 3-6-8       B: 10-5-2-4-7-12-11-9    C: 1


5. løb

VINDEREN: Så gælder det Jydsk 4-årings Hoppe Grand Prix! Den helt store favorit er jo Jørn Nørlem-trænede 2 Lipa Wee, som kantede sig en smule rundt første sving i sin prøve, men siden da var der overhovedet ingen problemer, og Lipa Wee kunne vinde på en 1.13-tid, før regnen satte ind. Kæmpestor favorit her og bør normalt være storvinder. 

MODBUDDET: 4 Light Hancock var den anden hest, man for alvor talte om efter Hoppe Grand Prix-prøverne i Aarhus for 16 dage siden. Green Manalishi-hoppen satte nemlig cirka 70m til fra start med galop. Gik efterfølgende en vild ophentning, og angreb ude i fjerde spor ned gennem opløbet. Kunne ikke fange Jeppe Juel-trænede Lux, som havde fået hul til angreb midt på opløbet, men gik et topløb som anden. Stor kapacitet, men vinder næppe.

OUTSIDEREN: Førnævnte 3 Lux var foran Light Hancock i mål i sin prøve, hvor Aalborg-træner Jeppe Juel kørte et løb på chance undervejs i tredje par indvendigt. Det løste sig helt på bestilling med galop for Lets Go Ostedantik lige foran, og da de udvendige ikke helt kunne følge med, så åbnede der sig en ladeport til angreb. Flot afslutning, og Lux vandt med en længde. Mange gode hopper med i dette løb, der dog ligner ”Lipa Wee og alle de andre”.

CHANCE:     A: 2                                    B: 4-3-1-8-5-6-11-12-7-10-9              C: -                          


6. løb

VINDEREN: Løbsdagen fortsætter med et stayerløb, hvor de ni heste er fordelt på tre volter. Jan Dahlgaard-trænede 8 Jomo Cash virker på ret vej igen efter en mindre downperiode, men man kan vel stadig ikke være helt sikker på, at den går fejlfrit. Viste alt vel med formen senest på Lunden som tredje til Koogoo Gaagaa og Mark Schermer.

MODBUDDET: Fra spidsvolten skal alle tre heste tages alvorligt, og 3 Kaiser Faust er i hvert fald i kanonform. Senest vandt den let i Skive trods et hårdt løb undervejs. Kommer næppe til spids direkte her, men Skive-træner Magnus Mølgaard Nielsen vil næppe være urolig ved at køre frem udvendigt, uanset om det er Edz eller Challenge Accepted, der sidder der.

OUTSIDEREN: 4 Ice Cool Surprise er også i kanonform, og kommer nu til start med to sejre i træk i resultatrækken. Senest sad den Anders Peter Bräuner-trænede hest i en lang dødens undervejs på Ferrari Gardenia undervejs. Koblede let greb på denne, og gik et par længder væk til sikker sejr til slut. Men der skal garderes bredt både i V5 og V4 her.

CHANCE:     A: 8-3-4       B: 5-7-1-2-6-9                  C: -


7. løb

VINDEREN: Velkommen til det absolut bedste løb i år, kun Copenhagen Cup og Charlottenlund Open undtaget. Otte af de bedste dansktrænede heste kommer her til start, og de otte heste er faktisk også danskfødte alle sammen! Aalborg-træner Flemming Jensen stiller med halvdelen af feltet, og vindertippet går til 8 Just Hans, som vel rangerer som Danmarks bedste hest pt. Har vundet skidtlet de to seneste starter, hvor den ganske vist også har fået lov at bestemme alting undervejs. Her er det ganske
anderledes forudsætninger med bagspor, men der bliver højt tempo undervejs, og det vil gavne Just Hans’ chancer.

MODBUDDET: 6 Extreme kommer også fra Flemming Jensens træningskvarter i Hjallerup, og senest i Aalborg blev den bare taktiktorsk mod Just Hans. Der var ikke andre muligheder for Flemming Jensen end at køre frem i en blød dødens, og der blev kørt virkelig stærkt de sidste 400m. På de sidste meter gik Eddie The Eagle også forbi indvendigt, og Extreme skuffede måske en anelse. Nu har Derbyvinderen fra 2020 to løb i kroppen efter sin lange skadespause, og er den ved at være oppe på den store remskive, så kan den vinde her. Har en virkelig god Aarhus-statistik med seks sejre i syv starter.

OUTSIDEREN: 1 Emoji er endnu en hest fra Flemming Jensen, og den startede senest på Jägersro, hvor den var anden til Nilla Lane, som ikke kunne besejres fra spids. Holdt Extreme bag sig hele opløbet ned, og vandt faktisk dette løb både i 2022 og 2023, begge gange på 1.12-tiden. Spørgsmålet er dog, om den kan holde spids fra indersporet, eller om 3 Kalles Krisbe Notz eller 5 Eddie The Eagle kommer flyvende længere ude fra. Eller måske Peter Rudbecks 2 Kungfufighting, som på Musketerdagen 26. april viste en hidtil uset starthurtighed fra et lignende startspor. Kalles Krisbe Notz tog dog spids på tre skridt i Aalborg senest, og selvom der næppe var en hel masse sparet ved målpassage, så vandt den Christina Beck-trænede hest alligevel Grand Circle 5-års Championat ganske sikkert.

CHANCE:     A: 8-6                                B: 1-2-3-5-7-4                  C: -


8. løb

VINDEREN: Rigtig godt løb for klassen op til 200.000 kr. Den tidligere JVB-hest 4 Kajser har virkelig tændt til efter skiftet til Åby-træner Christoffer Eriksson, hvor den har fordoblet sin indtjening på ganske få starter. Nu kommer Kajser så hjem til sin gamle hjemmebane, hvor den faktisk tidligere har vundet. Dog ikke for dagens kusk René Kjær, som kun har kørt Kajser en enkelt gang, hvor den endte uplaceret.

MODBUDDET: 6 Jacobite kommer med en flot statistik for Skive-træner Kasper Foget, som dog overlod linerne til den svenske topdriver Magnus A. Djuse på Copenhagen Cup-dagen. Her blev det til suveræn flot sejr fra startspor 12, og den store Great Challenger-søn har faktisk vundet de tre seneste starter, den har gjort her i Aarhus. Rigtig god vinderchance.

OUTSIDEREN: 2 Keep The Money med den levende Lunden-legende Steen Juul i sulkyen plejer også at gå godt her i Aarhus. Sidste år vandt den et langdistanceløb helt overlegent foran rigtig gode heste, og senest var den tredje fra bagspor til Kingston West og Major Love, som også er med i dette løb. Perfekt startspor her, og Trixton-sønnen er med på stregen.

CHANCE:     A: 4-6-2       B: 5-11-1-8-7-3-10-9-12                                          C: -


9. løb

VINDEREN: Lørdagens hovedbegivenhed er Jydsk 4-årings Grand Prix, og bortset fra Lust For Life, så er årgangens bedste heste med her. Spidskampen bliver meget afgørende i dette løb, og tre af vinderne fra prøverne for 16 dage siden er rigtig hurtige fra start. Den indvendige Lee Marvin kunne nok holde spids, hvis den ville, men udefra virker antrittet fra 4 Lazy Dust til at være en tand skarpere. Desuden plejer det at være sådan på 2360m-startstedet, at startsporene 4 og 5 er bedst, måske fordi man har lidt vinkel at skære ned på hen mod det meget skarpe staldsving her på Jydsk Væddeløbsbane. Lazy Dust vandt meget let fra spids i sin prøve, og stemplede for alvor ind i både Grand Prix- og Derby-kampen med dén præstation.

MODBUDDET: 1 Lee Marvin førte hele sin prøve fra start til mål, og fik lov til at bestemme ALT undervejs. Kunne nøjes med at løbe 1.16,4a/2360m, og bør være rimelig frisk til denne opgave. Havde spids i sidste års Grand Prix her på banen for de 3-årige heste, men klappede sammen til slut, og der var noget sygdom inde over ved dén lejlighed. Her har den Jan Friis-trænede hest alle taktiske muligheder i behold, men hvis Peter Untersteiner fyrer til ind mod første sving, så svarer Lee Marvins kusk Birger Jørgensen vel ikke op – eller hvad?

OUTSIDEREN: 2 Lonesomerider vandt også sin prøve ganske let efter føring rundt om. Fik lov at dæmpe tempoet til det rene ingenting undervejs, og vindertiden 1.17,8a/2360m siger jo det hele. Men der er jo ingen grund til at bruge flere kræfter end højst nødvendigt i en prøve, for det er jo her i finalen, de store penge uddeles. Lonesomerider er også meget hurtig fra start, men tager normalt set ikke en længde på Lee Marvin, når de starter side om side. Den Peter Rudbeck-trænede hest er altid en topchance. Den sidste prøvevinder var Steen Juul-trænede 3 Lemmy, men den bliver lidt overset blandt de andre tre, og kigger man på præmiesummerne, så har man forklaringen. Der er flere gode heste med i dette Grand Prix, men mon ikke vinderen ér nævnt.

CHANCE:     A: 4-1-2                            B: 3-5-7-8-6-10-11-9-12                                           C: -


10. løb

VINDEREN: Efter Grand Prixet er afviklet, så går vi ganske meget ned i niveau her, selvom det – jovist – er gode heste, der er med i dette løb. 3 Donovan Face kiksede senest her i Aarhus efter seks sejre i træk, og har lige fået lov til at hvile ørerne i syv uger. Den Adrian Kolgjini-trænede Ready Cash-søn er meldt lidt hårdt ind på pengene, men kan vinde.

MODBUDDET: 6 Ique kommer med fire sejre i træk, og det har Skive-amatøren Klaus Krogsgaard med garanti aldrig prøvet før. Den ene af sejrene kom her i Aarhus, hvor Magnus M. Nielsen først fik plads til angreb meget sent, men Ique speedede som en dæmon, da den først fik frisk luft i næseborene. Får Ens Snapshot-sønnen ”stakit” her?

OUTSIDEREN: 8 King Darling har efterhånden stabiliseret sig, for den franskafstammede hest var noget stænkræd i mange starter i indledningen på sin karriere. Er rigtig godt inde på pengene her, og Patrick Larsen sidder igen i sulkyen, idet han virker til at have et godt tag på King Darling. Fin outsider.

CHANCE:     A: 3-6-8       B: 4-2-9-5    C: 1-7


11. løb

VINDEREN: Klassen op til 750.000 kr. har samlet blot seks heste, men de er nu ganske gode, dem der er med. 3 Joy Me har faktisk gået gode løb i denne sæson, selvom det kun er blevet til to fjerdepladser i fire starter. I forrige start var Joy Me altså fjerde i Charlottenlund Open til kanoner som Crown, Four Guys Dream og Dancer Brodde – og her har den sorte hest et startspor, hvor den kan komme til spids. Skive-træner Kasper Foget trykker på speederen fra start, og så kører han spids så længe der er benzin på tanken.

MODBUDDET: 1 Hilton møder også skrappe heste hver gang. På Copenhagen Cup-dagen var den ude mod Daniel Hazelaar, Flight Sequence og Villeneuf, og senest var det Koogoo Gaagaa, Mark Schermer og Jomo Cash, hvor Hilton i øvrigt sluttede som første hest uden for pengene. Godt startspor her, og den Jeppe Juel-trænede hest er med på stregen, selvom den er lidt hårdt inde på pengene.

OUTSIDEREN: 5 Alvin C G er fantastisk godt inde på pengene her, og selvom Igon Font-sønnen også kan flække vind fra start, så bør den ikke kunne tage en længde på Joy Me, med mindre Kasper Foget slipper spidsen fra sig frivilligt, hvilket næppe sker. Alvin C G har vundet fire gange her i Aarhus, så selvom den ikke har startet højre rundt her i ”Smilets by” et stykke tid, så virker den Mikael Poulsen-trænede hest ikke til at have problemer med højrevejen.

CHANCE:     A: 3-1-5       B: 2-4-6       C: -


12. løb

VINDEREN: Heldigvis har et montéløb også fundet vej til 2026’s komprimerede Grand Prix-dag, som altså for første gang i mange år er én dag i stedet for to. Odense-amatøren Mette Carlsen har godt gang i hestematerialet for tiden, og efter mange anden/tredjepladser i træk, så kan 4 Spike Day vinde her. Var senest kun slået af staldkammeraten H M’s Speedy på Jägersro-banen i Malmø. Rides offensivt her.

MODBUDDET: 10 Smokin Joe vandt et lignende løb her på banen for tre uger siden, men havde ved den lejlighed ”kun” 20m tillæg, hvor den her har 40m. Slog ved dén lejlighed vindertippede Spike Day, som jo altså således er 20m bedre inde i forhold til Smokin Joe denne gang. Og da Smokin Joe ”kun” vandt med 20m senest, så skal den altså rubbe hovene for at nå frem her.

OUTSIDEREN: Den dansk/svenske træner Jørgen Lorentzen er på plads denne lørdag i Aarhus, og med sin bringer han 9 Eldorado, som tidligere har gjort mange starter i Danmark i Skive-træner Morten Juuls regi, men den seneste var i Derbyweekenden 2020. Blev godkendt til monté allerede tilbage i 2021, men debuterede først i denne disciplin 2. juni på Jägersro i samme løb som Spike Day og H M’s Speedy, hvor den blev femte på en god måde.

CHANCE:     A: 4-10-9     B: 8-3-1-7-6-5                  C: 2


13. løb

VINDEREN: Sidste løb på en forhåbentlig forrygende flot Grand Prix-dag er et amatørløb med faste tillæg, hvor der er fuldt hus med femten heste til start. 2 Knight For Real har ikke vundet løb endnu, men har en ganske vild statistik med syv andenpladser og to tredjepladser i ti karrierestarter. Får denne gang en af landets bedste amatørkuske Flemming Degn i sulkyen, og fra et godt spor i volten, så bør den Jeppe Rask-trænede hest have vinderchance.

MODBUDDET: 4 Last Night gik rigtig godt senest som målfotoslået af Marc Bæk-trænede Leipzig. Havde ryg på denne hele løbet, og kom perfekt ud til angreb ind på lige bane. Nærmede sig centimeter for centimeter, men kom lige nøjagtig ikke forbi. Spillerne skal bemærke, at det er kusken Søren Aaens første start i 2026, så der kan være lidt ringrust.

OUTSIDEREN: 8 Kahoola kan være den HELT sjove i løbet! Galopperede fra start senest i Aalborg, og satte 70-80m til i forhold til de forreste. Sad stadig sidst rundt sidste sving, men kom decideret flyvende i opløbet til femteplads bag gode heste som Precious Boy A J, Lærke D og Nobel B M. Det var første start i syv måneder, så Kahoola er sikkert gået frem med dén start. Skive-amatøren Lasse Christensens heste er i fin form, så se op!

CHANCE:     A: 2-4-8-9-12-15             B: 11-3-13-6-10-14-1-7 C: 5

Gå til forsiden: www.trav24.dk

Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk
Annonce:

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: info@trav24.dk
Copyright 2024, Trav24.dk
Dynamic-it webudvikling og onlinemarkedsføring