TIPSANALYSER til alle løbene - AARHUS lørdag 3. oktober - Jydsk 2-årings Grand Prix
03-10-2026 08:50:00Jydsk Væddeløbsbane i Aarhus byder på storløb denne lørdag, hvor der er Jydsk 2-årings Grand Prix på programmet. Husk at du kan finde hjælp til løbene i tipsanalyserne herunder.
Tipsanalyserne findes til hver eneste danske løbsdag - året rundt. Her er der begrundede forslag til Vinderen, Modbuddet og Outsideren - og alle hestene er rangeret i ABC-chancer.
Tipsanalyserne findes over startlisterne, hvis du benytter bærbar/pc og under startlisterne, hvis du er på mobilen.
Herunder finder du tipsanalyser til samtlige løb denne løbsdag. Når du er klar til at spille, så kan du gøre det hos Bet25 HER.
1. løb
VINDEREN: Grand Prix-dagen i Aarhus indledes med Jydsk 2-årings Grand Prix Consolation, og vindertippet går til 5 New Bork, som har gået godt i begge sine starter hidtil. Senest tog Classichap-sønnen spids, og måtte først give sig mod Nachos Cash på de allersidste meter.
MODBUDDET: 2 Niarkos Flax blev godkendt på en 1.18-tid, men man skal dog bemærke, at tiden blev sat på den hurtige San Siro-bane i Milano, hvor prøveløbene afvikles med autostart. Niarkos Flax er lillebror til gode Giant Design, og skal regnes med vinderchance.
OUTSIDEREN: 7 Numero Uno M S er en flot rød International Moni-hoppe, som gik et godt prøveløb hjemme i Skive. Trak nitten her mht. startsporet, og så bemærkes det i øvrigt også, at Birger Jørgensen har valgt at køre 3 Newsixstone af Christian Lindhardts to deltagere.
CHANCE: A: 5-2-7-3 B: 6-1-4 C: -
2. løb
VINDEREN: HER STARTER V5-SPILLET! 9 Fortheloveofmoney er en virkelig lækker Hayden Hanover-søn, som vandt sin debut i Aalborg uden problemer overhovedet. Kom tidligt til spids, og der var masser af kræfter sparet ved målpassage for paradetraveren. Vinderchance.
MODBUDDET: 10 Marquis Faust vandt også meget let i sin debut. Den foregik her i Aarhus, hvor den store Quick Wood-søn vandt særdeles enkelt. Ganske som for vindertippet, så er udgangspositionen helt anderledes her med bagspor, men sådan er det jo med amerikanerløb.
OUTSIDEREN: 5 Melvin K er en fin anpartshest hos Odense-træner Christian Sejer, og efter en lidt kedelig start på karrieren, så har Melvin K gået virkelig godt de to seneste starter. Første karrieresejr nærmer sig, og Melvin K har klart bedre startspor end de to favoritter.
CHANCE: A: 9-10-5 B: 7-8-6 C: 1-4-3-2
3. løb
VINDEREN: Endnu et amerikanerløb, hvor man skal bemærke lang distance 2300m. Aalborg-træner Jeppe Juel har gjort det godt med Tobin Kronos-sønnen 3 Lugano, og da den store hest tidligere har vist god starthurtighed, så ligner det offensiv styring og vinderchance.
MODBUDDET: Aalborg-træner Marc Bæk Nielsen har sine heste i topform for tiden, og det gælder også den røde International Moni-søn 4 Mainz, som senest fik sin første karrieresejr. Har prøvet Aarhus-vejen rundt tidligere, nemlig i hestens debut.
OUTSIDEREN: 2 Masai Boy indledte karrieren med brask og bram i Odense, hvor den vandt på 1.16,8/2140m. Herefter har Beer Summit-sønnen måske ikke helt levet op til de store forventninger, men her har den outsiderchance. Spændende med Kasper Foget denne gang.
CHANCE: A: 3-4-2 B: 7-5-10-1-9-8-6 C: -
4. løb
VINDEREN: Her i V4-prologen er vi gået et par klasser op i forhold til det foregående løb, og Kasper Foget-trænede 6 Jacobite ligner en god vinderchance. Den store Great Challenger-søn trives som en fisk i vandet højre rundt, og kan sagtens nappe en ny sejr her.
MODBUDDET: 2 Kopper Dust ligner spidshesten undervejs. Den Christian Lindhardt-trænede Ens Snapshot-søn er lynhurtig fra start, og den regerende og kommende landschampion Birger Jørgensen kører sikkert spids så længe der er benzin på tanken. Topchance.
OUTSIDEREN: 1 Kings Money er hårdt inde i løbet på pengene, men Bar Hopping-sønnen har kæmpe kapacitet, og køres for første gang af Aalborg-træner Jeppe Juel. 8 Loric Runancy kommer til start med fire andenpladser i træk. Gik et topløb senest i Hamburg fra bagspor, men kunne ikke nå frem til spidskørte Tigerhead med Marciano Hauber.
CHANCE: A: 6-2-1-8 B: 4-7-3-5 C: -
5. løb
VINDEREN: Fuldt felt i dette amerikanerløb, hvor 4 Lovely Cross må have en god vinderchance. Gik et topløb i sin Derbyprøve 12. august, hvor den kun var kort slået af Late Night. Tog en lille præmie i Hoppe Derbyet, og køres til spids i dette løb. Vinderchance.
MODBUDDET: 5 Kaos har fået en glimrende start på karrieren, og eneste gang den Trine Bendtsen-trænede hest ikke var i trioen, var på en virkelig ringe bane i Aalborg i februar, hvor løbene blev aflyst efter 3. løb. Virkelig sej rød Broad Bahn-hoppe, som er med fremme her.
OUTSIDEREN: 9 Karlo er i kanonform, og vandt senest en flot sejr på Lunden mod gode heste som Precious Boy A J og Knockles. Startsporet her trækker ned, og Karlo vil naturligvis have gavn af overpace på løbet. 3 Giulia Di Masi er skrap i Aarhus, og kan også vinde.
CHANCE: A: 4-5-9-3 B: 10-11-2-1-6-7-8-12 C: -
6. løb
VINDEREN: Dagens hovedbegivenhed er Jydsk 2-årings Grand Prix, hvor der er elleve fine talenter til start. Årgangens måske bedste hest Nassir Dust har valgt at starte i Breeders Course-finalen på Jägersro i denne
uge, så vindertippet går til 10 Ninjago, som tabte til Nassir Dust på Derbydagen, men ellers har gjort rent bord. Bagspor her er naturligvis ingen højder, men den Flemming Jensen-trænede Maharajah-søn har vist fin flair for opgaven indtil nu, og kan uden større trafikproblemer vinde Jydsk 2-årings Grand Prix.
MODBUDDET: Som nævnt sender den hollandske træner Paul Hagoort Nassir Dust til Jägersro i denne uge, og starter i stedet 8 Notre Histoire her i Grand Prixet. Galopperede i første sving i sin debut på Wolvega-banen i Holland, og fik kun tredjepladsen i feltet på fire heste, fordi førende Silvia Schermer galopperede i spids med 500m hjem og blev disket. Fart virkede der til at være masser af i Father Patrick-hoppen.
OUTSIDEREN: 1 Nachos trænes af svenske Tomas Malmqvist, og er efter Ragna Opal, som jo vandt både Hoppe Kriterium og Hoppe Derby. Nachos vandt så sent som i mandags løb på Halmstad-banen, så starter lidt tæt her. Får rutinerede Ken Ecce i sulkyen. Man må formode, at Steen Juul-jockey Patrick Larsen har været førstevælger på staldens to heste, og han har valgt 5 New Watch, der jo er lillesøster til Derbyvinderne Extreme og Icebreaker.
CHANCE: A: 10-8-1-5 B: 9-3-2-6-7-4 C: 11
7. løb
VINDEREN: V4-finalen er et nyt amerikanerløb, hvor fire-fem heste har reel vinderchance. Aarhus-træner Kaj Jensen har god form på staldens heste, og 6 L D gik et regulært topløb senest i Aalborg, hvor den kom flyvende tilbage efter stor galop til sejr foran Who’s Money.
MODBUDDET: 4 Lady Mistral trænes af Skive-træner Christian Lindhardt, som er i gang med sin bedste sæson meget længe – måske nogensinde. Father Patrick-hoppen trives højre rundt i Aarhus, og det vil ingen overraskelse være, hvis den vinder her med Birger Jørgensen.
OUTSIDEREN: De to Henrik Lønborg-heste 1 Moxley L C og 2 Miss Hohneck kommer begge tilbage efter lang løbspause. Lønborg tager selv Hohneck-datteren, mens Mads Hviid kører den sorte Googoo Gaagaa-søn, som ikke må blive diskvalificeret igen, for så hedder det prøveløb næste gang. Se også op for 9 Magic V I P, som også kommer tilbage efter pause.
CHANCE: A: 6-4 B: 1-2-9-8-5-3 C: 10-7
8. løb
VINDEREN: Et rent 4-årsløb uden loft for hestenes indtjening har givet et lille men kvalitativt rigtig godt felt, hvor startsporene igen afgør meget. 1 Lee Marvin blev flot toer i Derbyet bag Lazy Dust, og virkede til at gå over mål med kræfter sparet. Senest i Aalborg Store Pris havde den Jan Friis-trænede hest bagspor, og det blev for hårdt til slut, hvor Lee Marvin måtte nøjes med tredjepladsen bag Lonesomerider og Lanson. Hesten er katapulthurtig fra start, og tager spids her uden at spørge om lov. Oplagt førstevalg i løbet.
MODBUDDET: 2 Lonesomerider er også en af årgangens bedste heste, og efter et Derby, hvor den blev taktiktorsk pga. det langsomme tempo de mellemste 1.500m, så fik den Peter Rudbeck-trænede Power-søn revanche i Aalborg Store Pris senest. Kom til spids på første langside, og styrede sidenhen hver en meter af løbet. Skive-kusken Jan Dahlgaard skulle kun sørge for ikke at lukke Lanson fri til angreb ned gennem opløbet. Lonesomerider vandt legende let, og formen virker fin frem mod Grand Circle-finalen 23/10 i Odense.
OUTSIDEREN: De tre resterende heste i feltet kan i et normalt afviklet løb max opnå tredjepladsen i løbet. 4 Licorice Cash gik vel karrierens bedste løb senest i Aalborg Store Pris, hvor den på en god afslutning nåede fjerdepladsen foran gode Ludvig Cash, men bagved Lonesomerider, Lanson og Lee Marvin. 5 Jokes On Me er også i kanonform, og vandt en kort men sikker sejr senest foran Hurricane P – og 3 Latenightcap kommer fra Carl Aage Rudbecks træningskvarter, hvor hestene er i topform. Lillesøsteren Manhattan Cocktails næste start er jo i Dansk Hoppe Kriterium efter den forleden vandt et af kvalifikationsløbene fra dødens.
CHANCE: A: 1-2 B: 4-5-3 C: -
9. løb
VINDEREN: Grand Prix-dagen i Aarhus afrundes med et formløb, hvor vindertippet går til Tonny Rasmussens 1 Borups Upptåg, som står helt perfekt inde her. Rasmussen er skrap til at prikke starten i voltestart, så her kunne det lugte af ”Spids og blomster!”.
MODBUDDET: 5 Masterpiece River var senest lettet til spidsvolten, og gik et godt løb med Pernille Bye Hansen i sulkyen. Blev til slut nedspeedet af Go Behind Me med Poul Søgaard, som kørte et drømmeløb med sin hest. Lukket spor i volten her er naturligvis ingen højder.
OUTSIDEREN: 3 Grande Finale var med i samme løb, og havde spids undervejs. Lignede længe en vinder, men måtte nøjes med tredjepladsen, da Go Behind Me speedede forbi ude i tredje spor, og trak Masterpiece River med forbi i andet spor. Køres igen mod spidsen her.
CHANCE: A: 1-5-3 B: 10-2-11-4-6-9-8-7 C: -
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk
