Lundens trænernestor Axel Jacobsen er still going strong, og har flere gode chancer ved løbene på hjemmebanen.
Lundens trænernestor Axel Jacobsen er still going strong, og har flere gode chancer ved løbene på hjemmebanen.
Fotograf: Skærmbillede fra Bet25 Live

TIPSANALYSER til alle løbene - LUNDEN søndag 27. september

Der er løb på hovedstadsbanen Charlottenlund denne søndag med start allerede kl. 12.00. Husk at du kan finde hjælp til løbene i tipsanalyserne herunder. 

Tipsanalyserne findes til hver eneste danske løbsdag - året rundt. Her er der begrundede forslag til Vinderen, Modbuddet og Outsideren - og alle hestene er rangeret i ABC-chancer.

Tipsanalyserne findes over startlisterne, hvis du benytter bærbar/pc og under startlisterne, hvis du er på mobilen.

Herunder finder du tipsanalyser til samtlige løb denne løbsdag. Når du er klar til at spille, så kan du gøre det hos Bet25 HER.


1. løb

VINDEREN: Denne søndag er det igen tid til at ”Gå med i Lunden”, hvor der bydes på et otte løb stort program. I dagens første løb gives vindertippet til 1 Kandis C N, som bør have gode chancer for at holde spids her fra indersporet. Galopperede senest på en svær bane på Falster, men gik godt i forrige start her på Lunden. Stor vinderchance.

MODBUDDET: 6 Manhattan Trot var slået af vindertippet i seneste start her på Lunden 9. september, hvor Team Lunden-hesten Leicester vandt foran Kissed By Rain. De to heste havde været ganske store favoritter i et løb som dette, og den Magnus Ladegaard-trænede hest bør være med på stregen her. Komb og Tvilling kunne ligne 1-6.

OUTSIDEREN: 2 Jada er en ganske hårdfør Tycoon Conway Hall-hoppe, som dog er langsom fra start, og derfor som regel kommer til at sidde langt nede i feltet. Dermed skal Jada selv gøre grovjobbet, men den René Jonassen-trænede hest har alligevel gjort det godt i karrierens løb, og har rundet 200.000 kr. i præmiepenge.

CHANCE:     A: 1-6-2                            B: 5-3-4                            C: -


2. løb

VINDEREN: HER STARTER V5-SPILLET! Det er en kvartalsfinale i Horselux Amatørserie, hvor hestene er fordelt over tre volter. 5 Kjelling gik et topløb i Derbyweekenden i finalen i Amatør Elite Cup, hvor den reparerede en galop på fremragende vis, og til slut kom flyvende i opløbet. Var kun slået på målfoto af Knoxton Cash, men kan få revanche her.

MODBUDDET: 7 Handsome Henry W A var vindertippet senest, og indfriede flot til underkant fem gange pengene. Havde 60m tillæg ved dén lejlighed, så opgaven var ganske svær på forhånd. Men altså ikke umulig, og her fra 40m tillæg har Kamilla Plambechs hest også vinderchance, om end det bliver svært at slå Kjelling.

OUTSIDEREN: Lunden-amatøren Josephine Olsson har et godt tag på 6 Hurricane Photo, som dog nok trives bedst med at sidde med fremme i feltet undervejs. Ved sejren 22. juli legede Olsson ”fang os hvis i kan!” – og det var der så ingen, der kunne. Var senest ude på for svær en opgave med 60m tillæg i et kvalifikationsløb til ATAKs Fødselsdagsløb.

CHANCE:     A: 5-7                                                      B: 6-8-1-2-3-4                                        C: -


3. løb

VINDEREN: Klassen op til 60.000 kr. får en ganske stor favorit i 7 Staro Torino, som har taget et vaskeægte hattrick med Odense-træner og catchdriver René Kjær i sulkyen. Startsporet her er ganske langt ude på startbilens vinge, men kommer den Axel Jacobsen-trænede hest god afsted, så kan den vinde løbet på ren styrke. Også selvom Varenne-sønnen skulle havne i dødens. 

MODBUDDET: 1 Leaveitto B P Hegn har været ude i hård konkurrence på det seneste med start i en Hoppe Derbyprøve og i Hoppe Derby Consolation. Senest startede den Anders F. Jensen-trænede hest så på hjemmebanen Nykøbing Falster, hvor den i en svær bane gik godt som toer til Levelup S, der var ganske overlegen vinder med Tobias Jonassen i sulkyen.

OUTSIDEREN: 6 Kom On Butcher bliver outsideren i løbet. Stald Butchers hest er lynhamrende hurtig, men galopperer også engang imellem. Holder Forever Peace-sønnen sig ved jorden denne gang, så slutter den langt fremme på målfotoet.

CHANCE:     A: 7                                                          B: 1-6-5-2-3-4                                        C: -


4. løb

VINDEREN: Så gælder det indledningen på søndagens V4-spil, og det er et begynderløb, hvor der glædeligvis er tolv heste til start. 4 Magnum Shadow kom senest tilbage efter fire måneders løbspause, og behøvede meget tydeligt løbet i kroppen. Her fem uger senere er Beer Summit-sønnen sikkert endnu mere tunet, og så kan den vinde.

MODBUDDET: 7 Melvin kommer til start med en god prøveløbsnotering, men var så til gengæld uheldig med sporlodtrækningen. Tørner derfor ud med lukket spor i volten, og det er ikke nødvendigvis specielt let for en urutineret hest. Christian Clausen kørte den Heidi Andersen-trænede hest i prøveløbet, og han har fået genvalg her.

OUTSIDEREN: 8 Maestro Lund er resultatmæssigt ikke kommet helt vildt godt i gang med karrieren, men den Sandre Kristoffersen-trænede hest har også været uheldig i løbene flere gange, og sad f.eks. fast både 2. august på Lunden og 7. august i Odense. Med bare en lille smule racing luck, så er den røde Ringostarr Treb-søn med på stregen her.

CHANCE:     A: 4-7-8-12-10                                      B: 2-1-3-6-5-9-11                                  C: -


5. løb

VINDEREN: Et lille felt, hvor 6 Lingonris bliver spillet til ”Tarok-odds”. Alt over odds 1,10 vil være en overraskelse, og den Morten Melin-trænede Prodigious-hoppe har en fantastisk god Lunden-statistik med syv sejre i syv starter, og nummer otte kommer her uden uheld. Det er bare at blanke i både V5 og V4, som i praksis dermed ligner V4 og V3.

MODBUDDET: 5 Ladybird Shadow har gjort det fint i denne sæson, og var ikke specielt langt fra at kvalificere sig til Dansk Hoppe Derby. Gik ud i Consolation, hvor den blev tredje til Lets Go Ostedantik og Laurentia Mosebo. Kan sagtens blive anden her med et godt rygløb undervejs.

OUTSIDEREN: 2 Hermione H J kan være den helt sjove i løbet. Den Flemming Larsen-trænede hest er hurtig fra start, og det er ikke helt utænkeligt, at Christian Nissen kan tage spids her, og så slippe hurtigst muligt til Lingonris. Et Komb-spil 6-2 kunne se godt ud.

CHANCE:     A: 6                                    B: 5-2-1-4-3                                          C: -                          


6. løb

VINDEREN: V5-finalen får en storfavorit i form af 5 Kaboom, som er i topform. Gik et kanonløb på Derbydagen i stayerløbet, hvor den blev knaldet på stregen af Jomo Cash. Senest vandt Kaboom med sin træner Axel Jacobsen i sulkyen på milebanen Tingsryd, og her trykker catchdriver René Kjær på speederen fra start. Det ligner ”Spids og blomster!” her.

MODBUDDET: 4 Harley Mosebo er også i kanonform, og har gået gode løb hele sæsonen, også på en vanskelig Nykøbing Falster-bane de seneste to gange. Christian Nissen fyrer til fra start, for Great Challenger-sønnen har ved tidligere lejligheder vist starthurtighed. Men Nissen svarer sikkert ikke Kaboom, hvis Kjær kommer og spørger om spidsen med effekt.

OUTSIDEREN: Lundens trænernestor Axel Jacobsen har to heste med i løbet, og vælger selv at køre 2 Il Contante. Kaboom er uden tvivl staldens største chance, og bliver ganske stor favorit i løbet, men Il Contante er også ganske skrap. Kommer til start med tre andenpladser i træk, og gik godt senest på Halmstad fra bagspor på sprint.

CHANCE:     A: 5                                    B: 4-2-1-3-6                                          C: -


7. løb

VINDEREN: V4-finalen er et fint løb for klassen op til 30.000 kr. Aarhus-amatøren Morten Melin havde tidligere på dagen stor vinderchance med Lingonris, og Melin har en vild Lunden-statistik med syv sejre i 11 starter i denne sæson. Her seler han 8 Lillie Vang ud, som senest vandt en flot sejr her på Lunden. Får Jörgen Sjunnesson i sulkyen, men iskoldt startspor.

MODBUDDET: 2 Vigorous Tile har fået en udmærket start på karrieren i regi Claes Sjöström, men skiftede både ejer og træner i slutningen af august, og kommer her til start med Ola Karlsson som træner. Ved starten 23. juli på Eskilstuna var Vigorous Tile slået på målfoto i et løb med 50.000 SEK i førstepræmie. Godt startspor og god kusk, det ligner en topplacering.

OUTSIDEREN: 3 Vixi Forever er en stor, flot Nuncio-søn, som her kommer tilbage efter tre måneders løbspause. Inden pause viste Vixi Forever god flair for opgaven som travhest, men efter så lang pause, så behøver den Axel Jacobsen-trænede hest nok det berømte løb i kroppen, før den er klar til nye ettaller.

CHANCE:     A: 8-2-3       B: 4-1-6-7-5                                           C: -

 
8. løb

VINDEREN: Løbsdagen denne søndag på Lunden afrundes med et puljeløb, hvor spidshestene er sat ind efter tiden 1.19,5. Christina Bagge Jensen-trænede 2 Ibrahimovic har nu to løb i kroppen efter lang løbspause, og med den dygtige Lunden-amatør Teddy Wang i sulkyen og godt inde i løbet fra spidsvolten, så ligner det en stor vinderchance.

MODBUDDET: Unge Sofie Pihl er ubesejret som travkusk med de store heste efter to starter, som begge er resulteret i sejre med Ståhlebos King. Nu kører Pihl 1 Kolorit, og det kunne umiddelbart ligne et godt rygløb på vindertippede Ibrahimovic, og så kommer resultatet an på, om hullet kommer – og om der er kræfter sparet i Standout-sønnen.

OUTSIDEREN: 3 Keen To Try forbedrer sig hele tiden, og første karrieresejr kommer nærmere og nærmere. 4 He Did It skal også have reel vinderchance fra kun 20m tillæg. Plejer at stå fra 40m tillæg, og får Miranda Nielsen kørt et godt rygløb, så har Ens Snapshot-sønnen altid en rigtig god afslutning indenbords. Derefter 8 Gauguin, men 60m er vel for svært?

CHANCE:     A: 2-1                                B: 3-4-8-7-5-9-6                                   C: -

Gå til forsiden: www.trav24.dk

Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk
Annonce:

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: info@trav24.dk
Copyright 2024, Trav24.dk
Dynamic-it webudvikling og onlinemarkedsføring