AARHUS: En årgangsstjerne kiggede forbi - og kommer igen!
28-05-2025 21:27:45Jägersro-træner Per Nordström kørte for første gang nogensinde løb i Aarhus, og kunne rejse hjem med en sejr i bagagen til den tidligere årgangsstjerne Revelation.
Revelation skulle ud med 80m tillæg til Ibra og 40m tillæg til Daniel Autriche. De galopperede begge to, og så var vejen banet for Revelation, som i 2019 vandt Svensk Opdrætningsløb, og har døjet meget med skader.
Bet25 Live-reporter Mikkel Johansen - som havde første vagt på spillekanalen denne onsdag, og i øvrigt gjorde det fremragende - sejrsinterviewede Per Nordström efter sejren, og Nordström lod vide, at Revelation blandt andet var blevet opereret i et knæ, og at han havde taget turen til Aarhus netop pga. højrevejen rundt.
Bet25-reporteren ville så selvfølgelig gerne vide, om Nordström og Revelation kom tilbage til Aarhus senere på året, og til dét svarede Per Nordström.
- Ja, vi har kig på snabbloppet her i Aarhus om fire uger. Der er flere penge at køre om, men vi har brug for nogle startpoint for at komme med.
Det sidste er nu ikke sikkert, for det er jo langt fra altid, at der er fyldt op i den danske hurtigklasse. Men løber Per Nordström taler om er naturligvis "Hans Nielsens Mindefond præsenterer Hurtigklassen" på Grand Prix-søndagen 29. juni.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk