Aarhus fredag - Christina vandt foran Christina - Just Hans uheldig
06-03-2026 17:18:44Hurtigklassen i Aarhus gav sejr til Eddie The Eagle foran Kalles Krisbe Notz og med løbets storfavorit Just Hans på tredjepladsen.
Det er IKKE ret tit, at to amatørtrænede heste er nummer et og to over mål i den danske hurtigklasse, men det er sikkert sket før. Men det er næppe nogensinde før sket, at begge amatørtrænerne er KVINDER - og det er 100% sikkert IKKE sket, at begge to hedder Christina.
Men sådan blev det i dagens hurtigklasseløb i Aarhus. Efter noget karambolage ind mod første sving mellem Eddie The Eagle med Mads Hviid og Just Hans med Flemming Jensen, så endte det med galop for sidstnævnte.
Alt imens gled Eddie The Eagle til spids, hvor den fik Kalles Krisbe Notz frem i dødens med en omgang til mål. Og sådan blev det også ind over mål, mens Just Hans efter sin ganske store galop gik en flot ophentning, og blev tredje efter en god sidste 500m ude i tredje spor.
Og de to Christina'er er naturligvis Aarhus-amatøren Christina Lønborg og Skive-amatøren Christina Beck.
Vindertiden for Eddie The Eagle blev 1.14,7a/1800m
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk
