FRANKRIG: Eros Zola anden i Enghien efter defensiv styring
23-07-2025 18:48:13Eros Zola var til start onsdag aften som 16:10-favorit på Enghien-banen. Tidsmæssigt får hesten godkendt. Men kusken Theo Duvaldestin havde nok kørt løbet anderledes, hvis han fik chancen.
Der var en anden dansk hest med i samme løb, nemlig Enjoy The Game, men den var væk med galop med det samme, og så kunne man som dansker nøjes med at holde med Eros Zola.
Efter godt en kilometers kørsel gled næstfavoritten Horatius d'Ela til spids, og dennes kusk Benjamin Rochard dæmpede selvfølgelig tempoet med det samme. Og det fik han lov til, så der var masser at skyde med de sidste 5-600m, hvor Rochard gav Horatius d'Ela marchordre, og stak nogle længder væk rundt opløbshjørnet.
De længder formåede Eros Zola aldrig at indhente trods en god afslutning ude i banen, så den Kim Møller Kjær-ejede Zola Boko-søn måtte nøjes med andenpladsen i 1.12,8/2875m. Andenpladsen havde dog en værdi på 18.750 euro - små 140.000 kr. - så Kjær overlever nok.
Men førstepræmien havde en værdi på 33.750 euro - 250.000 kr. - havde jo været en del sjovere, og selvom undertegnede aldrig har kørt et travløb, så har jeg set mange tusinde løb fra siden, og ved IKKE at gå frem, da tempoet blev sat ned i spids, så var andenpladsen max for Eros Zola.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk