Pure Steel blev nummer to i sin første start i Frankrig.
Pure Steel blev nummer to i sin første start i Frankrig.
Fotograf: Skærmbillede

FRANKRIG - Flot andenplads til Pure Steel i debuten i Frankrig

Trods et hårdt løb udvendigt på den førende de sidste 1300m af løbet, så blev Enghavegård Aalborgs Pure Steel alligevel nummer to i sin debut i Frankrig.

Fra start løste det sig ellers helt perfekt, idet Pure Steel havnede i andet par udvendigt. Men hesten i dødens - Kid Parker - gik pludselig til inderbanen, og så sad Pure Steel i dødens.

Derfra kæmpede Pure Steel rigtig godt, men førnævnte Kid Parker kom ud fra inderbanen igen, og den speedede forbi til slut, selvom den driftede nogle spor ud i banen.

Pure Steel blev som nævnt nummer to i tiden 1.12,2a/2150m og der var 11.500 euro i andenpræmie til Enghavegård Aalborg ApS v/Keld Gregersen.

Løbet var på Enghien og i sulkyen sad Alexandre Abrivard.

Trav24.dk har netop talt med Keld Gregersen fra Enghavegård/Stutteri Disney, som selvølgelig havde set løbet fra Frankrig på mobilen.

- Pure Steel gik jo fantastisk godt, og træneren Erik Bondo var rigtig godt tilfreds med ham. Han bruger for mange kræfter i dødens, men hvis han sidder i spids eller i ryg, så slapper han mere af undervejs.

- Det er jo en vild uge, vi har haft i udlandet i denne uge med sejr til Our Brodde på Mantorp, tredjeplads til Look At Me Sisu på Åby og nu andenplads i Frankrig. 

- Men det er mig magtpåliggende at sige, at det helt store forarbejde har været lavet herhjemme på Enghavegård i Aalborg. Så stor ros til mine medarbejdere her i Danmark, som virkelig har lavet et stort stykke arbejde med hestene, som andre trænere, kuske og oppassere i udlandet nu høster frugterne af, lyder det afsluttende fra Keld Gregersen. 

Gå til forsiden: www.trav24.dk

Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk
Annonce:

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: info@trav24.dk
Copyright 2024, Trav24.dk
Dynamic-it webudvikling og onlinemarkedsføring