Gio Cash vandt i ny banerekord på Årjäng Travbane efter en forrygende duel med Don Fanucci Zet.
Gio Cash vandt i ny banerekord på Årjäng Travbane efter en forrygende duel med Don Fanucci Zet.
Fotograf: Matilda Öhrman, TR Bild

Gio Cash & Go On Boy vandt begge i toptiden 1.08,6

Der blev vist kanonsport både i Frankrig og Sverige denne lørdag, hvor både Go On Boy og Gio Cash vandt i topnoteringen 1.08,6!

Go On Boy var til start på Enghien-banen, hvor den efter tredje spor i cirka halvdelen af løbet, landede i dødens på Hohneck - og de to Elitlopps-vindere gav hinanden en flot match resten af løbet.

Go On Boy var dog klart stærkest til slut, og vandt uden større besvær i 1.08,6a/1609m. Hohneck holdt andenpladsen 1.09,0 - mens hele fem øvrige heste også gik under den magiske 1.10,0-grænse.

I Sverige var Gio Cash og Don Fanucci Zet hovedattraktionen, da Årjängs Stora Sprinterlopp skulle afgøres. Gio Cash kom til spids tidligt i løbet, og med en omgang til mål, kom Don Fanucci Zet frem i dødens fra sit kedelige startspor otte.

Der blev kørt virkelig stærkt hele vejen, men Gio Cash holdt sig hele tiden det nødvendige foran med sin træner Daniel Wäjersten i sulkyen. Vindertiden som nævnt 1.08,6a/1640m, hvilket var ny banerekord i Årjäng. Også hér var der syv heste under 1.10,0-grænsen. 

Danske Hustle Rain blev nummer otte efter en katastrofestart.

Gå til forsiden: www.trav24.dk

Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk
Annonce:

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: info@trav24.dk
Copyright 2024, Trav24.dk
Dynamic-it webudvikling og onlinemarkedsføring