Kungfufighting vandt en stensikker sejr i Grand Circle på hjemmebanen.
Kungfufighting vandt en stensikker sejr i Grand Circle på hjemmebanen.
Fotograf: Flemming Andersen

GRAND CIRCLE - Highlights fra 4-års championaterne i Skive

Der var slet ingen snak om sagen, da Peter Rudbeck-trænede Kungfufighting vandt Grand Circle 4-års Championat på hjemmebanen i Skive. Derimod var der mere kamp om sejren i Hoppechampionatet.

I Grand Circle 4-års Championat var det som ventet Kazio, som tog sig af spidsen, men det varede ikke længe, før en anden af K-årgangens bedste heste - Karat C N - kom frem udvendigt og trykkede på. En af mange dueller, som de to Aarhus-kuske Birger Jørgensen og Michael Lønborg har haft de seneste sæsoner.

Bagved kunne Jan Dahlgaard sidde og nyde udsigten, og han kunne vente med at trække i højre line til der manglede under 500m, hvor Koogoo Gaagaa kom i angreb i tredje spor. Og så gik det stærkt! Kungfufighting rundede let frem til Kazio, som viftede med det hvide flag med det samme, og fortsatte til stensikker sejr.

Indvendigt kom Klinton med Jeppe Juel godt på open stretch og tog andenpladsen kort foran Koogoo Gaagaa, som fik fuldt godkendt efter et løb blandt de bageste undervejs og angreb i tredje spor de sidste 750m. Keystone blev fjerde og Kazio femte.

Kungfufighting vandt i 1.13,2a/2060m. Der var 215.000 kr. i førstepræmie.

I Grand Circle 4-års Hoppechampionat blev Kiwi Shadow slettet kort før start, og dermed var spidskampen åbnet op igen. Dermed kom Know Your Shadow forholdsvis let til spids, og Birger Jørgensen kunne egentlig bestemme, som han ville.

Dermed var det måske også lidt overraskende, at der ikke var mere at skyde med, da Kaley D C efter et godt rygløb undervejs, kom flyvende ude i banen i opløbet, og til slut vandt kort men sikkert foran Karla Vang, som dykkede på open stretch.

Tredje blev Keen Lady Josselyn, som speedede stærkt ude i banen. Fjerde blev Know Your Shadow kort foran Karla Di Damgård, som var lidt lang tid om at komme ned på open stretch bag Karla Vang.

Kaley D C vandt i 1.14,2a/2060m. Der var også her 215.000 kr. i førstepræmie.

Grand Circle 4-års Consolation blev vundet af 50-oddseren Kong Hans, som efterfølgende kørte med sin nye ejer Jesper Winther hjem til Nykøbing Falster.

Gå til forsiden: www.trav24.dk

Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk
Annonce:

Tip redaktionen med nyheder, navnenyt, arrangementer mv.: info@trav24.dk
Copyright 2024, Trav24.dk
Dynamic-it webudvikling og onlinemarkedsføring