JÄGERSRO - Sejr til Hoppe Derby-deltageren Kandis C N
17-09-2025 21:02:55Sejren til Kandis C N var dog ikke uden dramatik, for i opløbet reagerede Wishing Stone-hoppen noget voldsomt på at få trukket bomulden ud af ørerne.
Først slingrede Kandis C N indad - og var uden for banegrænsen, hvilket Ken Ecce fik bøde for - og derefter slingrede Kandis C N udad - og generede ifølge konkurrenten Markus Waldmüller hans hest Fetisov så meget, at det kostede sejren.
Men dommerne gjorde ikke mere end at give Ken Ecce den førnævnte bøde på 1.500 SEK, og uden at være dommeruddannet, så er det nok fordi sejrsmarginalen trods alt var en længdes penge, og derfor kan det jo ikke helt entydigt konkluderes, at Fetisov ville være gået forbi, hvis den ikke var blevet generet af Kandis C N.
Kandis C N vandt i tiden 1.14,3a/2140m og tjente 60.000 SEK ved sejren.
Tidligere på løbsdagen var der danskopdrættet vinder i form af svenske Montana Sky, som med Johan Untersteiner i sulkyen tog sin anden sejr i lige så mange starter. Opdrætteren er Flemming Kjellerup, som kendes fra forskellige stillinger hos Danske Spil/Dantoto/Fast Track.
Anden i samme løb var Steen Juul-trænede Monterey Market, som ejes af Rengøringsservice Danmark/Mikkel Hove, efter et løb i ryg på Montana Sky hele vejen rundt.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk