MANTORP: Sejr til Our Brodde & Moni Talks - andenplads til Emoji
06-08-2025 21:25:12Der var gode præstationer for heste med danske relationer her til aften på Mantorp Travbane i Sverige.
Den tidligere Gordon Dahl-trænede Our Brodde - som stadig ejes af Enghavegaard Aalborg Aps v/Keld Gregersen - kunne sejre ganske let i 3. løb efter topstyring af Peter Untersteiner.
Undervejs sad Our Brodde i vinderhullet bag Seethesummit med Björn Goop, og det kunne se svært ud at komme derfra. Men Untersteiner fik sig bakket fri med 400m til mål, og speedede i opløbet frem til sikker sejr i 1.14,5a/2640m.
Der var 125.000 SEK i førstepræmie.
To løb senere vandt danskopdrættede Moni Talks også 125.000 SEK ved at føre fra start til mål i tiden 1.14,2/2140m fra springspor med Åby-træner Christoffer Eriksson i sulkyen.
I dagens Gulddivision fik Emoji max uddeling på andenpladsen bag en suveræn Castor The Star. Aalborg-træner Flemming Jensen kørte helt optimalt i ryggen på Castor The Star hele løbet, og satte præcis mulen før Missle Hill på andenpladsen, som gav 75.000 SEK i præmie.
Emoji løb 1.11,2a/1640m.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk