Super Trot Cup i Berlin - ingen succes for Daniel Hazelaar og Jeppe Juel
23-08-2025 14:55:12Jeppe Juel-trænede Daniel Hazelaar sluttede som nummer seks efter et uheldigt løb.
Den skimle hest var ellers godt med fra start, og tog spids i en 1.09,4-åbning. Herefter slap Jeppe Juel til Johan Untersteiner-trænede Nilla Lane, som Daniel Hazelaar har tabt til de to seneste starter.
Der blev kørt bumletogstempo de næste 12-1300 meter af løbet, og så troede man, at Nilla Lane ville have masser af tørt krudt sparet til opløbet. Det havde den bare ikke, og det kom selvfølgelig til at gå ud over Daniel Hazelaar i ryggen.
Jeppe Juel fik bakket sig fri, men da var de øvrige konkurrenter skiftet op i sjette gear, og Daniel Hazelaar måtte nøjes med en mindre præmie.
Bedst fart havde Paul Hagoort-trænede Zoom Diamant, som til slut vandt let med Robin Bakker i sulkyen, og snuppede førstepræmien på 35.000 euro. Anden blev Speedrise Lady S med Michel Rothengatter og tredje blev Uccellone med Christoph Schwartz.
Daniel Hazelaar sluttede som nævnt som nummer seks, og derfor lige uden for præmierækken.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk