SVERIGE - Ingen succes for danskerne i Breeders Crown på Solvalla
13-09-2025 07:12:55Lipa Wee, Sassy But Classy og Kilimanjaro Face startede fredag aften på Solvalla i Breeders Crown-løbene. Det blev dog ikke ligefrem nogen succes.
Lipa Wee og Sassy But Classy var ude i samme løb. Lipa Wee fik et hårdt første sving i tredje spor, og kom frem til dødens i en 1.10-åbning efter 500m. Blev afløst i dødens med en omgang til mål, men der var udsolgt ind mod sidste sving.
Sassy But Classy ramte fjerde par udvendigt, og angreb i tredje spor med 900m til mål. Også den løb tør for kræfter rundt sidste sving, og begge heste sluttede blandt de sidste over mål, mens Moder Teresa Sisu med Magnus A. Djuse vandt løbet.
I løbet efter skulle Hoppe Derby-vinderen Kilimanjaro Face ud. Men fra et iskoldt startspor otte, så havnede Kolgjinis hest i femte par udvendigt undervejs, og Googoo Gaagaa-hoppen kunne ikke tage det fornødne ind til slut. Adrian Kolgjini stoppede med at køre med 300m til mål, og Kilimanjaro Face sluttede sidst.
Undinia med Rikard N. Skoglund vandt løbet i 1.11,7a/2140m.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk