SWEDEN CUP: Double Deceiver overlegen vinder for Redén & Kihlström
24-05-2025 18:26:03Double Deceiver vandt sporlodtrækningen og førte Sweden Cup hele vejen fra sit perfekte inderspor. Konkurrenterne var decideret chanceløse.
Faktisk blev finalen lidt kedelig, for Double Deceiver afviste den anden startkanon, Copenhagen Cup-toeren Dancer Brodde, på de første 100m af løbet, og så var resten af løbet et træningsarbejde for Double Deceiver.
Kusken Örjan Kihlström var da også ganske afmålt i sejrsinterviewet efter løbet.
- Ja, når vi ikke kunne kvalificere os til Elitloppet, så måtte vi fokusere på at vinde hér, og det gjorde vi så.
Vindertiden blev 1.09,4a/1609m, og det kunne have været ganske spændende at se den Daniel Redén-trænede hest i søndagens Elitlopp, men sådan skulle det ikke være.
Der var dødt løb på andenpladsen mellem Dancer Brodde, som undervejs havde siddet i ryg på Double Deceiver, men ikke kunne følge i opløbet, og Ideal San Leandro med Björn Goop, som undervejs havde siddet i dødens.
Der var 600.000 SEK i førstepræmie til Double Deceiver.
Daniel Redén og Örjan Kihlström havde en kanondag sammen med fire sejre samt en andenplads i Harper Hanovers Lopp til Kentucky River. Foto: Lars Jakobsson, TR Bild
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk