Tophesten Fly Equos Jet indkøbt til Aalborg-træner Jeppe Juels stald
18-10-2025 20:25:11Team Jeppe Juel kunne lørdag eftermiddag på facebook meddele, at tophesten FLY EQUOS JET er handlet til stalden. Og det er en gammel kending i Danmark, som nu flytter ind på gården i Vindblæs.
Fly Equos Jet har blandt andet vundet Pay Dirts Mindeløb på Musketerdagen i Skive i 2024, og fulgte op med at vinde 3-års Eliten på Copenhagen Cup-dagen 14 dage senere.
I år blev Fly Equos Jet "kun" anden på Musketerdagen i Frosty Hanovers Mindeløb, hvor den blev nedspeedet af Forest Jet, men vandt igen på Copenhagen Cup-dagen, denne gang i 4-års Eliten.
De seneste starter har dog kun givet sekundære placeringer - senest en 9. plads i Grosser Preis von Deutschland i Hamburg - og så var det altså muligt for Aalborg-træner Jeppe Juel at erhverve hesten.
- Den er indkøbt til gode hesteejere i min stald, fortæller Jeppe Juel til Trav24.dk lørdag aften.
- Vi glæder os meget til at arbejde med hesten, og tror det kan blive en hest til de sjove løb.
Absolut et spændende tilskud til den danske hurtigklasse er Fly Equos Jet, som har cirka 810.000 DKK på præmiekontoen.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk