USA: Finalefeltet klar i Hambletonian Stakes 100-års jubilæum
27-07-2025 09:15:01Det var en blanding af overraskelser og favoritter, da der blev kørt kvalifikationsløb til Hambletonian i nat på Meadowlands.
Der var tre prøver, og dermed går de tre bedste i hvert heat videre til finalen, sammen med dén fjerdehest, som havde tjent mest forud for kvalifikationsløbene.
I det første heat vandt favoritten Emoticon Legacy (Walner) med Louis Roy i sulkyen efter tidlig føring foran Greenma og Blank, som begge afsluttede godt. Det samme gjorde Meshuggah, som kom videre på fjerdepladsen. Vinderoddset blev 2,10 på Emoticon Legacy, som trænes af Luc Blais. Vindertiden 1.09,5a/1609m.
Andet heat gav sejr til gigafavoritten Super Chapter med Dexter Dunn. Tidlig spids og sidenhen var det en spadseredetur i parken for Chapter Seven-sønnen, som også bliver storfavorit i finalen. Vinderoddset blev "Tarok-odds" 1,05 og med til finalen gik Maximus Mearas og Gap Kronos. Vindertiden i dette heat blev 1.09,1a/1609m.
Hurtigste vindertid kom i tredje og sidste heat, hvor Nordic Catcher med Åke Svanstedt sprintede 1.08,7a/1609m. Det var "spids og slut" for Six Pack-sønnen, som vandt til 12 gange pengene foran favoritterne Maryland og Go Dog Go.
Således fik Marcus Melander kvalificeret hele FIRE heste, Åke Svanstedt to og Lucas Wallin en enkelt. Svensk dominans med SYV af ti heste i finalefeltet på lørdag.
Ser man lidt på, hvilke hingste de 10 finaledeltagere er efter, så topper Greenshoe og Chapter Seven med hver tre og de sidste fire er efter Walner, Six Pack, Gimpanzee og Face Time Bourbon.
Gå til forsiden: www.trav24.dk
Oprettet af: Jesper Elbæk, Redaktør info@trav24.dk